Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Godkender hjemmetest

Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 21/07/2021 - 11:54

Coronavirus

CORONA: Ministerrådet godkender salg af antigentest på apoteker uden recept. Men husk - det vil ikke have officiel gyldighed over for nogen instans og fungerer således ikke som rejsedokumentation.

COVID19-test kan nu købes på apoteker i Spanien uden recept. Hidtil var det obligatorisk at fremvise en recept, hvis man ønskede at købe en hjemmetest. 

Men med ændring af kongeligt dekret 1662/2000 ændrer Sundhedsminister Carolina Darias nu altså det. Intentionen er, at det kan blive en del af teststrategien, og ved påvisning af corona, skal man straks kontakte sundhedsmyndighederne for så at blive testet på et af de officielle steder.

Mens det umiddelbart lyder som en ret god nyhed, så skal vi lige huske at understrege, at selv om disse test vil være tilgængelige for alle på alle apoteker i Spanien, så vil testen ikke have officiel gyldighed over for nogen instans. 

Derfor vil du ikke kunne bruge den som bevis på, at du har været smitte, og resultatet vil heller ikke være gyldig i tilfælde af, at du for eksempel skal ud at rejse. I det hele taget vil formålet være til personlig overvågning af virussen - intet andet.

To typer test

Der findes to typer hurtig-test, og begge vil kunne købes i håndkøb.

Antigentest giver brugeren mulighed for at udføre testen selv uden “inddragelse af en sundhedsperson, hvilket dels vil mindske presset på sundhedscentrene og dels vil gøre det muligt hurtigt at identificere positive tilfælde”, hedder det i dekretet. Testen skal tages inden for syv dage efter de første symptomer.

Testen svarer i store træk til den velkendte PCR og kan påvise, om personen er smittet, på det tidspunkt testen tages. Fremgangsmåden for hver enkelt vil være afhængigt af mærke.

Antistoftest udføres derimod for at påvise, om en person har været smittet og dermed har udviklet antistoffer eller immunitet mod sygdommen.

Denne test er også meget nyttig for overvågning af smittede personer. Den kan også være med til at stille en første diagnose af, om virussen er aktiv eller ej.

Denne antistof-selvtest fungerer ved at tage en lille mængde blod fra fingeren. Resultatet kommer ret hurtigt, og efter bare fem minutter fortæller den, om personen har haft Covid og udviklet immunitet.

Prisen

Da det er et håndkøbsmedicinsk produkt, er testene ikke underlagt nogen reguleret pris, og det er dermed producenten, der fastsætter, til hvilken værdi hvert produkt skal markedsføres.

Det betyder med andre ord, at det er umuligt at oplyse en fast pris, men alt tyder på, at antigentest vil ligge på omkring 10 euro, mens antistof-test bliver lidt dyrere.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.