Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Godt og skidt for Valencia

Skrevet af Pia Bruun, man, 30/01/2017 - 01:00

Vejr og natur

NATUR: Regn og sne redder vandforsyningen efter tørken, men det har også medført omfattende skader.

Grundvandet er i løbet af de seneste to måneder steget med 18 meter, og vandreservoirerne har vundet 260 kubikhektar vand. Men vejret med den øgede nedbør har også betydet omfattende skader.

Den seneste koldfront med sne og regn har langt om længe sat en midlertidig stopper for den tørke, der har hærget regionen siden 2013. I de seneste par år har man generetl kæmpet med det kraftige fald i nedbøren og dermed faldende vandstand i vandreservoirerne.

Formand for Valencia-regionens Geologiske Institut, Bruno Ballesteros, bekræfter, at vandspejlet er stigende.

Det er der flere beviser på.

For eksempel har kilden til Bolata i La Marina Alta igen vand. Det er også et tegn på, at grundvandsmagasinerne er fyldt op.

I løbet af det seneste uvejr faldt der over 500 millimeter nedbør i La Serranía de Utiel-Requena og 600 millimeter i Marina Alta.

Det svarer til den vandmængde, der normalt falder på et helt år.

Omfattende skader

Men den kraftige nedbør har altså også sine negative sider.

En familie i Gandia måtte sidste uge evakueres på grund af fare for jordskred. Ifølge kommunale kilder brækkede en del af taget på nabohuset over.

Hele området blev afspærret, og nabofamilien evakueret.

I havnen i Castellón er der sket skader for 450.000 euro. 

I Benagéber bliver indbyggerne fortsat forsynet med el fra tre generatorer, som har overtaget strømforsyningen, efter at der skete skader på elnettet.

Mur erstatter promenade

Rådhuset i Valencia har lovet at bygge en mur og en ny strandpromenade for at beskytte indbyggerne i strandbebyggelsen La Casbah, der ligger ved stranden i Saler. 

Den nye strandpromenade vil blive mindre end den tidligere, men vil fortsat have belysning og afløb.

Den skal understøttes af store betonblokke, som vender ud mod havet.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.