Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Grønt dilemma på havbunden

Skrevet af Simon Koefoed Toft, tor, 20/04/2017 - 09:45

Vejr og natur

SAMFUND & MILJØ: Forskere har fundet gigantiske mængder af et vigtigt grundstof ud for De Kanariske Øer. Spørgsmålet er, om man skal grave dem op.

Grøn energi er fremtiden, det er der efterhånden enighed om blandt de fleste eksperter og politikere.

Men der er etiske dilemmaer forbundet med de nye, grønne teknologier, og alting har som bekendt en pris.

Og netop spørgsmålet om hvor langt man skal gå i jagten på bæredygtig energi, blev for nylig højaktuelt igen.

Solenergi

Britiske forskere har fundet et undersøisk bjerg godt 500 kilometer fra Gran Canaria, der indeholder højere koncentrationer af grundstoffet tellur, end man nogensinde har set før.

50.000 gange højere faktisk.

Tellur er et ekstremt sjældent materiale, som bruges i produktionen af avancerede solceller, og som derfor er dels meget dyrt, dels meget vigtige for alle lande, der satser på solenergi.

Foreløbigt lyder fundet af det nye depot som gode nyheder, men at udvinde materialet kan potentielt have katastrofale følger for det undersøiske dyreliv. 

Det store dilemma

Der er endnu meget, vi ikke ved om, hvordan undersøiske miner påvirker økosystemet. Flere forskere er bekymrede for, at støvskyer fra minerne kan kvæle alt liv i mange kilometers omkreds. Det skriver BBC.com

Omvendt ødelægger den nuværende minedrift på land også store landområder, fordi koncentrationen af vigtige mineraler er betragteligt lavere i de eksisterende miner.

Her er altså tale om et dilemma, der på en gang er simpelt og kompliceret: Kan man tillade sig at smadre ét økosystem for at redde et andet? 

Galt eller genialt?

For Spanien er den diskussion lige rykket meget tæt på, for med fundet af et tellur-depot kun 500 kilometer fra Gran Canarias kyst kan minedrift under vandet være ganske få år ude i fremtiden.

Og med et stadig større behov for at udbygge den bæredygtige infrastruktur, er det et spørgsmål om tid, før det bliver økonomisk forsvarligt at grave i havbunden.

Spørgsmålet er så, om det også bliver etisk forsvarligt.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.