Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Gran Canarias vidunderlige naturpools

Skrevet af Pia Bruun, søn, 20/09/2015 - 00:02

WEEKEND: Væk fra turistbyernes neonlys ligger naturens egne oplevelser og venter på dig!

Hvis du tror, at Gran Canaria kun er en overturistet spansk ferieø med chokoladebrune turister, tætpakkede badestrande og sangria, kan du godt tro om igen.

Spaniens måske mest populære ferieø byder på et væld af ukendte strande og naturpøler, som overrasker selv en erfaren globetrotter. Den populære kanarieø er spækket med gode naturoplevelser.

Tilgængelig for gangbesværede med enkelte forbehold

 

For mange er Gran Canaria synonym med store hoteller, stribevis af souvenirbutikker, barer, restauranter og velassorterede supermarkeder, hvor du kan shoppe samme varer som hjemme i Danmark.

Gran Canaria - en drøm af et paradis til vands

I Las Palmas kan du dase i solen uden at gå glip af frikadeller og røde pølser, men den populære ferieø byder på så meget andet - ikke mindst en bunke gode naturoplevelser.

Kyster og strande for enhver smag

Gran Canaria er den tredjestørste af Kanarieøerne og inkluderer 236 kilometer kystlinje med sandstrande - mest på øens sydøstside.

Det er her vi finder de berømte badestrande Playa del Inglés og Maspalomas med de imponerende sandklitter.

Det ligner noget, der er løgn, men den er god nok: El Charco Azul

Klipper dominerer den sydvestlige og vestlige kyst, mens kysten mod nord og nordøst byder på mere afvekslende fornøjelser inklusive et stort udvalg af strande og bugter.

Den bjergrige midte af øen byder på høje tinder og mange kløfter der åbner sig ud mod havet.

Bølger skaber naturfænomener

Langt væk fra de neonoplyste turistbyer troner de stejle klipper frem langs kysterne. Når det stormer eller blæser, slår bølgerne ind over klipperne, og med tiden dannes  saltvandsøer – eller 'piscinas naturales' - naturpools - som de også kaldes.

Mange steder kan man spadsere direkte ned i pølen

Pølerne blev dannet for mange tusind år siden, men det er først nu, turister begynder at få øjnene op for dem.

Naturpool-ferie er for alvorlig kommet på mode, ikke mindst blandt turister fra Tyskland, Frankrig, og Italien, der søger nye feriemål langt væk fra de overfyldte badestrande i Las Palmas de Gran Canaria.

Naturpool-ferie fritter og hitter - og det er til at forstå

Las Salinas, Agaete

Lige ved kløfterne i Agaete finder vi tre naturpøler, der er forbundet med hinanden ved små kanaler, så man kan svømme fra den ene pool til den anden.

Masser af dejligt rent badevand

Vandet er klart og rent - et paradis for snorkel-entusiaster.

Roque Prieto, Santa María de Guía

Det gælder om at være mere påpasselig, hvis turen går til de to søer i Roque Prieto i Santa María de Guía-kommune.

Inviterer til et formidalt dyk 

I stille vejr danner de to søer en naturlig opdeling af kvinder og mænd. Søerne, der kaldes for 'charcos' bruges også til nøgenbadning og fordeles mellem de to køn: El Charco de las Mujeres og El Charco de los Hombres.

I hårdt vejr står bølgerne højt, og det gælder derfor om at holde sig i pæn afstand, når havet viser tænder.

Hold dig på afstand, hvis det blæser, og bølgerne står højt

Søerne er mellem 0,4 og tre meter dybe.

Los Charcones, Arucas

Lige siden at Prinsesse Tenesoya i år 1460 tog en dukkert i Los Charcones i timerne inden det katolske indtog på De Kanariske Øer, har området været populært på grund af sin fortryllende natur og undersøiske rigdom.

Klart vand perfekt til dig, der gerne vil snorkle

Zona de El Puertillo i Arucas byder på tre naturpøler. I de to første er bunden en blanding af sand og sten, mens den tredje, El Charco de los Erizos -(Pindsvinesøen), har klippebund.

El Agujero, Gáldar

Denne gang skal vi bade i byen. Denne naturpool ligger nemlig meget tæt på bymidten og de arkæologiske udgravninger i La Guancha.

Tættere på på by og centrum kommer man vist ikke

De tre afgrænsede pools støder helt ud til havet.

Kysten her er et meget populært områder for windsurfere og bodyboardere.

Fantastisk syn fra Strandpromenaden

Ud for kysten findes resterne af et skibsvrag på bunden, som man kan opleve i stille vejr. Men det er der af helt naturlige årsager ikke meget af, og det var præcis årsag til skibsforliset.

El Charco Azul, Agaete

El Risco de Agaete byder på et af de mest forbløffende naturfænomener på Gran Canaria.

Et vaskeægte vandfald på næsten tyve meter har gjort El Charco Azul kendt på hele øen.

Det er en ferskvandssø, og man kan bade i den.

Vandfaldet og søen ligger mindre end to kilometer fra El Risco, der ligger på landevejen mellem Agaete og La Aldea.

Stedet er derfor velbesøgt af vandrere og naturfolk på jagt efter naturens ukendte skønheder. Og det her er altså helt sikekrt én af dem.


Los Dos Roques, Gáldar

Denne naturpøl igger lige ved den lille kystbebyggelse Los Dos Roques, som består af to klipper - deraf navnet. 

Stranden ved klippen er stille og børnevenlig. Den er let at komme til og derfor anbefalelsesværdig for både børn og ældre.

Her er der adgang for alle

Der er en lille plads, hvor man kan sidde og tage sol lige ved poolen og en børnelegeplads.

El Charco de San Lorenzo, Moya

Her er der en oplagt bademulighed på en kyststrækning, der ellers er ofte er præget af blæst og høje bølger.

Fortryllende klart vand

Men mens vinden og havet raser lige ved siden af, er der helt stille vand i naturpølerne, der ligger et stenkast væk.

Pølerne er 75 meter lange og 45 meter brede og er dæmmet inde af en stenmur, der støder helt ud til kysten.

Der er let adgang til poolen

Hvis du bliver træt af vand og sol, kan du besøge en af de små strandrestauranter, der ligger lige i nærheden.

La Laja, Las Palmas de Gran Canaria

Vi slutter meget tæt på øens travle hovedstand, Las Palmas. Her findes der nemlig også et alternativ for byens turister og lokale.

I ferieperioder er der kamp om pladserne

Selv om de tre naturpools, der findes tæt ved stranden Playa de La Laja har været underlagt menneskelig indblanding med forbedring af adgangen, er det stadig et åndehul for byens indbyggere.

Uden for højsæsonen er der plads

Der er en lille parkeringsplads lige i nærheden, men du skal være meget tidligt fremme for at få plads – frem for alt i ferieperioder.

Gran Canaria besøges hver vinter af tusindvis af solhungrende danskere, som gerne vil se mere end blot deres egne landsmænd og hektiske turistbyer. En kort søgning efter naturpools vil gøre en forskel og er med at gøre badeferien spændende og anderledes.

Tilgængelig for gangbesværede

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.