Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Gratis husly hitter

Skrevet af Kathrine Hesner, fre, 03/04/2020 - 10:59

Coronavirus

CORONAVIRUS: Gruppe af ejendomsmæglere gik sammen for at finde gratis husly i nærområdet til dem, der knokler for os: Sundheds- og sikkerhedspersonale. Det virker, men der mangler flere boliger.

COVID 19’s helte i Europa. Vi har et hjem til dig!

Sådan lyder budskabet på et nyt initiativ, hvor ejendomsmæglere er gået sammen om at formidle tomme lejligheder til sundhedspersonale og sikkerhedsstyrker, så de kan overnatte tæt på det sted, hvor deres indsats er påkrævet.

For lidt over en uge siden gik ejendomssektoren sammen for at gøre sit til at afhjælpe krisen.

Man oprettede en hjemmeside for at forbinde boligejere med tomme lejligheder med politi og sundhedsmedarbejdere, der lige nu knokler i døgndrift for at bekæmpe coronavirus-pandemien.

Og initiativet er allerede en succes.

Der er nu underskrevet 105 lejekontrakter med en månedlig husleje på nul euro. 

Mangler flere

Emergencyhome.help har haft næsten 30.000 besøgende og arbejder for at øge antallet af lejligheder til 'heltene' i denne sundhedskrise.

1.380 personer har registreret sig på siden, hvoraf de 827 er sundheds- og sikkerhedspersonale, leder efter husly og 553 er ejere, der tilbyder deres bolig til formålet.

Set på geografi er Madrid og Catalonien de regioner, der har flest anmodninger om indkvartering med 351 ansøgninger i hovedstaden og 119 i Catalonien. 

Der er størst mangel på boliger i det centrale Madrid. 

Emergencyhome.help findes også i Italien, Colombia, Frankrig og England.

 

Sparer tid og mindsker smitte

“Vi forbinder fagfolk inden for sundhedsvæsenet og civilbeskyttelsessektorerne med både ejendomsmæglere og boligejere over hele Europa for at tilbyde et hjem gratis”, skriver folkene bag hjemmesiden Emergencyhome.help.

Hjemmesiden findes på både spansk, engelsk, italiensk og fransk, og forsøger altså at hjælpe dem, der måske i sagens tjeneste er blevet udstationeret langt fra deres egen bopæl. På den måde spilder de ikke tid på at pendle og udsætter ikke familien for smittefare.

Hvis du har en lejlighed, du pt ikke bruger, kan du oprette dig på siden og måske hjælpe nogle af dem, der hjælper alle os andre. De har på sammen måde mulighed for at oprette sig som en, der har brug for en bolig et specifikt sted.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.