Grib ind over for flyvelederstrejkerne!
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 20/09/2016 - 10:53
Fly & trafik
FLY: Brancheforeningerne er enige. Nu er nok nok. EU skal gribe ind for både passagererne og flyselskabernes skyld.
De to brancheforeninger A4E og IATA lægger nu i fællesskab pres på de europæiske luftfartsmyndigheder for at gribe ind over for de alt for mange strejker blandt flyvelederne.
Den nye brancheforening A4E, der består af Aegean, Air France KLM, easyJet, Finnair, International Airlines Group, Jet2.com, Lufthansa Group, Norwegian, Ryanair, TAP Portugal and Volotea, har foretaget denne beregning:
Milliarder
I perioden fra 2010 til 2015 har der været i alt 167 strejkedage blandt flyvelederne i EU. Men det er ikke kun selve strejkedagene, der koster penge. Det går ud over lufttrafikken både i dagene før og efter og på den måde har det sammenlagt betydet 213 dage med problemer.
Det har betydet, at strejkerne i den nævnte periode har kostet flyselskaberne 9,5 milliarder euro.
Den seneste strejke i Frankrig, der fandt sted i dagene 14. - 15. september, var den 11. franske flyvelederstrejke i år.
For A4Es medlemmer betød det en reduktion af alle flyvninger med 15 procent, 300 aflysninger og en stribe af betydelige forsinkelser.
Aflysninger og forsinkelser
Aflysningerne koster ikke blot flyselskaberne bunkevis af penge, men er naturligvis til stort ubehag for passagerne, der får ødelagt deres rejseplaner.
Ifølge den gamle brancheorganisation, IATA, har flyvelederstrejkerne i år kostet passagerne 16.000 timers forsinkelser.
A4E kan for sine medlemmers vedkommende konstatere, at strejkerne i Frankrig. Grækenland, Italien og Belgien siden marts i år har betydet mere end 4.000 aflysninger.
Ikke kun flyledere
Besætninger er også fremme i skoene med strejkevarsler. Senest kan Lufthansa frygte nye strejker, efter overenskomstforhandlingerne med fagforeningerne er gået i vasken.
Det skriver Bloomberg News.
Eventuelle strejker omfatter piloterne i Lufthansa, Lufthansa Cargo og Germanwings.
Lufhansa har prøvet strejker før. I perioden 2014 - 2015 kostede de selskabet 463 millioner euro.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.