Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Grum stenalderdød

Skrevet af Simon Koefoed Toft, tir, 28/03/2017 - 11:06

Vejr og natur

HISTORIE: Kannibalisme var ikke uhørt i Spanien for 10.000 år siden, viser ny forskning. Nu vil man undersøge, hvorfor old-spaniere spiste hinanden.

Stenaldertiden var ikke nogen dans på roser for de mennesker, der levede dengang.

Rundt omkring i verden bliver der med jævne mellemrum fundet forskellige beviser for, at nogle uheldige få faktisk blev fortæret af deres artsfæller.

Nu har spanske forskere fundet beviser for, at kannibalisme heller ikke var udelukket omkring den vestlige del af middelhavet for 10.000 år siden.

Det fremgår af en videnskabelig artikel, som forskerne har udgivet i tidsskriftet Journal of Anthropological Archaeology.

Verdenshistorie

Dybt inde i et grottesystem ved navn Coves de Santa Maira har spanske arkæologer opdaget 30 menneskeknogler, der formodes at stamme fra to voksne og et barn.

Og analysen af dem er altså nu med til at skrive verdenshistorie.

For det første er der aldrig tidligere fundet beviser for kannibalisme i stenalderen på Den Iberiske Halvø.

For det andet kan de videre undersøgelser af knoglerne forhåbentlig lære os endnu mere om, hvordan mennesker levede og døde på den tid.

Næste skridt er nemlig at forsøge at regne ud, hvorfor de tre uheldige fortidsmennesker skulle lide så tarvelig en død.

En mulighed er, at de blev spist af deres artsfæller, fordi der simpelthen var så stor mangel på mad, at kannibalisme var den eneste måde at overleve på.

Alternativt kan der have været rituelle eller religiøse grunde til kannibalismen. Det skriver Sciencealert.com

Antropofagi

Arkæologi er dog ikke et fag man kommer nemt til, så vi kan godt forvente en rum ventetid, før der kommer flere resultater af undersøgelserne frem.

Alene at fastslå, at kannibalisme har været involveret i de tre “spanske” menneskers endeligt, har taget lang tid.

Der er nemlig en række kriterier, som sådan et fund skal opfylde, før man kan tillade sig at tale om antropofagi, som kannibalisme hedder på arkæolog-sprog.

Mange af de mærker forskerne kigger på, er næsten usynlige (foto: J.V. Morales-Pérez)

Bidemærker

De spanske arkæologer har været grundige i deres arbejde. På mange af knoglerne har de fundet mærker, der antyder at nogen har brugt redskaber til at fjerne hud og kød fra dem.

Og så er der bidemærker. På nogle af knoglerne er der fundet tandaftryk, som er så velbevarede, at forskerne har været i stand til at matche dem med aftryk, der er fundet på dyreknogler i samme område.

Alt i alt er der vist kun at sige, at vi skal være glade for at kalenderen siger 2017 og ikke 10.000 før Kristi fødsel.

Sidstnævnte er i øvrigt lige omkring den tid, hvor iskappen trak sig tilbage nord for Danmark, efter at den den sidste istid havde holdt Skandinavien på køl i omkring 100.000 år.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.