Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Højtflyvende drømme i skørter

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 09/06/2018 - 00:01

Klumme Samfund og Politik

KLUMME: Interessant at se, hvilke resultater Premierministeren kan lande efter at have bragt sig på svigte-kurs over for sin største støtte.

Pedro Sánchez’ drengedrøm om at blive Spaniens regeringschef gik i opfyldelse med pomp og pragt - specielt når man ser på 11 af hans i alt 17 ministre, der blev taget i ed torsdag.

De 11 var nemlig kvinder, og det var da lidt flottere at se på deres dress i stedet for habitter med bare forskelligt farvede slips. Selvom kjolerne ikke var helt sammenlignelige med dem, der bæres ved bal i både et spansk og dansk hof.

Antallet af kvindelige ministre er en absolut rekord. Både i forhold til Mariano Rajoys regering, hvor der var tre godt nok kun ud af i alt 12.

Det er såmænd også rekord sammenlignet med Danmark. Ikke engang Helle Thorning-Schmidt var loyal mod sit køn, da hun i februar 2014 dannede sin sidste regering, efter SF var trådt ud.

Dengang blev det til tre kvindelige ministre ud af i alt 11.

Uanset kjolerne virkede de 11 kvindelige spanske ministre ganske feminine, og det må jeg da indrømme, at en mand sætter pris på. Ikke altid har kvindelige ledere haft den kvalitet. Tænker tilbage på dengang Golda Meïr var Israels premierminister fra 1969 til 1974.

Hun var godt nok noget mandig i staturen, og tendensen til lidt overskæg gjorde hende ikke ligefrem til min ønskekvinde dengang. Men dygtig var hun vist nok …

Der er vist ingen tvivl om, at kvinderne - og også de seks herrer - er ret kvalificerede til deres nye jobs. At ministeren for videnskab er tidligere astronaut gør det ikke mindre underholdende. Måske var det vigtig for Sánchez at få en astronaut ind i regeringen, og så måtte han bide i det sure mandeæble, da det nok ikke vælter med kvinder i astronautbranchen.

Du kan iøvrigt se hele ministerlisten her

Nu handler Sánchez-regeringen succes eller fiasko slet ikke om hverken kvinder, kvalifikationer eller mænd.

Kort og godt handler det om,  hvorvidt regeringen kan få noget som helst igennem i Kongressen med deres kun 84 mandater ud af i alt 350.

Og det ser ikke let ud.

Ciudadanos, der ved et nyvalg står til at blive Kongressens absolut største parti, kræver, at der bliver udskrevet nyvalg med det samme. Det sagde Sánchez også på et tidspunkt, at han ville gøre i løbet af et et par måneder. Men med præsidentpaladset La Moncloa i hus, er der ikke mange, der tror på, han vil holde det løfte sådan umiddelbart.

Sánchez væsentligste støtte til at få væltet Rajoy ved mistillidsvotummet fik han hos Podemos-bossen Pablo Iglesias, der er en mand, selvom han har Kongressens længste hestehale.

Men en rigtig mand er han. Han venter sig med Podemos’ politiske ordfører, der er en kvinde, og parret har netop fået alle medlemmernes opbakning til deres PP-agtige disposition med at købe en villa til 600.000 euro.

Men til trods for hestehalen er Iglesias en mand med hår på brystet. Og det er værd at nævne, hvad han har sagt efter regeringsdannelsen.

- Det tog kun 24 timer for Sánchez at glemme, hvem der havde bragt ham til regeringsmagten. Nu giver jeg ham - pr. konduite - et par uger til at komme på plads, men derefter kan han regne med, at jeg vil have vores forslag igennem, siger Iglesias nu.

Iglesias er næppe sur. Det bliver rigtige mænd trods hestehale jo ikke. 

Derimod kan det ikke udelukkes, at han i det skjulte måske er rasende.

Under forhandlingerne om Sánchez’ mistillidsvotum til Rajoy, snakkede de to herrer meget sammen, og det blev kendt, at Iglesias foreslog, Podemos skulle være med i en kommende regering.

I øjeblikket efter Rajoy var væltet, omfavnede de to herrer da også hinanden, og det blev tolket som et klart tegn på en fælles sejr.

Men alt det har Sánchez tilsyneladende set stort på. Det er forståeligt ud fra den betragtning, at PSOEs og Podemos’ politik kan være vanskelige at finde en fællesnævner for. Men naturligvis uforståeligt for Iglesias, der kan have en fornemmelse at være misbrugt.

I et langt interview på TVE lagde Iglesias heller ikke skjul på sin utilfredshed med de nye ministre. Slet ikke fordi der er mange kvinder - dem ved vi jo allerede, han godt kan lide - men fordi deres holdninger bedre passer til Kongressens højre side end til Iglesias yderlige venstre side.

Nu venter Iglesias bare på, at de omkring 20 lovforslag, som Podemos har fremsat, bliver vedtaget i Kongressen.

Heller ikke Cataloniens nye præsident, Quim Torra, er blevet Sánchez’ bedste ven efter støtten til mistillidsvotummet. Valget af Josep Borrell som udenrigsminister falder nemlig ikke i nogen republik-elskers smag. Borrell har allerede under efterårets strabadser erklæret, at Catalonien skal forblive en del af Spanien.

Så hvor i salen skal den nye Jumbo-regering lande sine lovforslag?

Meget tyder på, at den skal fyldes godt op med brændstof, så den kan blive hængende lang tid i luften. Skørter alene gør det ikke - uanset hvor smukke de er.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god Weekend.

Torben Wilkenschildt

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.