Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Halv pris med toget

Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 23/09/2020 - 11:05

Fly & trafik

TRAFIK & REJSE: Nyt togselskab giver sandsynligvis dybe panderynker hos Renfe, der hidtil har haft monopol på de spanske skinner. Man lægger ud med billetter til én euro!

Jernbaneselskabet SNCF vil drive togdrift i Spanien til halv pris i forhold til Renfes priser.

SNCF begynder at køre i Spanien den 15. marts med sit lavprismærke Ouigo og altså med priser, der i gennemsnit er 50 procent under dem, der i øjeblikket tilbydes af Renfe. 

Den franske statsoperatør begynder sin aktivitet i landet med flere måneders forsinkelse på grund af COVID-19-pandemien.

SNCF indleder sit spanske eventyr med ruten Madrid-Barcelona med stop i Zaragoza og Tarragona. Senere udvider selskabet sin service til linjerne, der forbinder den spanske hovedstad med Valencia, Alicante, Córdoba, Sevilla og Málaga.

Det meddelte generaldirektøren for selskabets spanske afdelinge, Hélène Valenzuela, tirsdag.

Virksomheden vil operere med Alstom Euroduplex-tog. Det er første gang, at dobbeltdækkertog kører på højhastighedsspor i Spanien. Hvert tog har 509 sæder og betjening om bord i en cafévogn samt personale om bord til at betjene passagerer.

Vildt billige introbilletter

Virksomheden vil tilbyde i alt ti afgange om dagen, fem den ene vej og fem den anden mellem Madrid og Barcelona, ​​og det samme er planen fra henholdsvis den spanske hovedstad til Andalusien og Levante-området, indtil man når målet på 30 daglige ture og en kapacitet på 30.000 pladser.

For at fejre starten vil Ouigo tilbyde billetter til én sølle euro for ture til Madrid, Barcelona, ​​Zaragoza og Tarragona for de første 10.000 rejsende, der tilmelder sig på selskabets hjemmeside fra den 24. september klokken 18:00.

SNCF kommer ind i Spanien med det formål at skabe mere konkurrence og gøre toget mere populært med priser, der passer til alle budgetter. Myndighederne håber, at den nye spiller på skinnerne vil bidrage til at fordoble antallet af passagerer, der vælger toget over de kommende 10 år. 

Og det skulle i øvrigt også blive lettere at købe billetter. Processen med at købe Ouigo-billetter kan udføres på mindre end tre minutter, hvilket er en solid forbedring fra Renfe, hvor mange ender med helt at give op og får rejseselskaber til at gøre det for sig.

 

Kommentarer

Godt med konkurrence, men er der ikke noget med EU og dumpingpriser?
Måske ok i en introduktionsperiode, men hvad med bagefter?

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.