Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Supermarked krævede dobbelt-betaling

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 03/09/2018 - 01:00

Penge & Forbrug

PENGE & FORBRUG: Hvis du fyldte kurven i Carrefour i starten af august, skal du tjekke dine bankudtog.

Normalt går man jo ikke og husker, hvor man købte ind for en måned siden, men hvis du har brugt dit kreditkort eller et debetkort i Carrefour i begyndelsen af måneden, kan det betale sig lige at løbe udtoget igennem.

Det skriver Forbrugerorganisationen Facua i en pressemeddelelse.

Det pokkers edb

På grund af en fejl, som supermarkedet understreger kun er forekommet netop den dag, har kunder over hele Spanien fået trukket beløbet, de har købt for den 6. august, én gang til et par dage efter.

Facua har fået henvendelse fra forbrugere, der ikke var spor tilfredse med at betale dobbelt for dagens indkøb. 

Og udover at en hel del mennesker risikerer at blive snydt, fortæller kunderne, at det langt fra har været let at få vristet pengene fra supermarkedet igen. 

Også selv om man kom med beviser på fejlen

Ikke glad for at betale

- Jeg handlede for 108 euro den 6. august, og den 23. opdagede jeg, at de havde trukket beløbet én gang til. Da jeg gik hen i supermarkedet for at få pengene igen, udfyldte de bare en blanket, hvor de beskrev hændelsen. Men jeg fik ingen penge, fortæller en kunde.

Hun måtte gå derhen igen flere dage efter og forlange at tale med butiksbestyreren, før hun fik beløbet vredet ud af supermarkedet kontant.

De berørte er sure over, at de ikke har fået nogen besked fra supermarkedet, der ikke har reageret på sagen af sig selv. 

Firmaet er nu begyndt at tilbagebetale pengene, lyder udmeldingen til Facua.

Men tjek lige for en sikkerheds skyld din netbank!

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.