Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Ung helt på tv

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 02/06/2017 - 01:00

Sundhed & sygdom

TV & UNDERHOLDNING: Drengen, der reddede sin fars liv takket være en tv-serie, har nu fået en rolle i serien.

I marts skrev Spanien i Dag om en af hverdagens helte. 

Den knap ti-årige dreng Manuel Rodríguez fra Asturien greb ind med den rigtige behandling, da hans far faldt bevidstløs om foran fjernsynet. 

Han anbragte ham i aflåst sideleje, ringede efter ambulancen og fik tilkaldt sin mor. Hans førstehjælp reddede faderens liv.

Det skriver Hola.es

Lærte af fjernsynet

Og hvor havde Manuel så lært førstehjælp? Ikke i skolen.

- I skolen har de ikke lært os om førstehjælp endnu, men jeg har set det i min yndlingsserie Centro Médico, fortæller han til Hola.

Han ser tv-serien sammen med sin ven Matias Carús, og nu har teamet bag serien, Zebra Producciones, inviteret dem begge til at optræde i en episode.

Det er første gang at “almindelige mennesker” optræder i serien. Det er også de to drenges første kontakt med en tv-produktion, og de er svært tilfredse.

- Vi er gode skuespillere, siger de samstemmende.

Luksus at spille med ægte helt

Optagelsen var ikke kun en oplevelse for drengene, men også for de rigtige skuespillere. En af seriens medvirkende, Marina Lozano, skrev på sin Instagram-profil:

“Det  er bare en luksus at dele et afsnit med en rigtig helt, der har reddet sin fars liv ved at se Centro Médico. Også hans ven Matias. Jeg siger af hjertet tak. De har bare været så gode.” 

Drengene brugte flere dage på at forberede sig til deres roller, efter de var færdige med skolearbejdet.

Selv om de ikke har afsløret nogen detaljer om deres roller, har de dog fortalt, at de blev bedt om at være så spontane som muligt.

- Det var smadder-sejt, især fordi vi blev behandlet som rigtige skuespillere.

Afsnittet er programsat til midten af juni. 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.