Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Helt sikker camino

Skrevet af Kathrine Hesner, man, 02/03/2020 - 11:34

Rejser & oplevelser

VIDEO: Camino de Santiago er både verdenskendt og populær, og den slags samler mange mennesker. Derfor øger politiet indsatsen, så alle kommer sikkert i mål - skal du med?

At gå caminoen er mange menneskers drøm. Man behøver nærmest ikke engang at skrive, at det er den til Santiago de Compostela, vi taler om. Ruten er verdensberømt. 

Efterhånden som hjælpemidler som mobiltelefoner er blevet hvermandseje, er det heller ikke længere helt så udfordrende - og så skræmmende - som det var for de oprindelige pilgrimme.

Man kan falde og komme til skade, man kan blive væk, og så har der endda været eksempler på overfald. Så gudskelov er Guardia Civil oppe på dupperne med en særlig sikkerhedsplan for caminoen: 'Plan de Seguridad Ruta Jacobea'. Ruta Jacobea er et andet navn for caminoen.

24.000 udrykninger

Faktisk måtte Guardia Civil rykke ud 24.000 gange i forbindelse med pilgrimme sidste år - 38 gange for at hjælpe tilskadekomne. Det lyder måske voldsomt, men året før, hvor den særlige sikkerhedsplan ikke var indført, måtte de ud flere end 30.000 gange, så der er sket en solid forbedring allerede

Det skriver Guardia Civil i en pressemeddelelse, hvor man forklarer, at den særlige plan iværksættes i forbindelse med påskeugen.

Det franske, portugisiske og italienske politi vil for første gang deltage i en fælles insats i påskeugen. Som en anden nyhed udvides indsatsen i år til også at omfatte ruterne Vía de la Plata - Sølvvejen - og Mozárabe-vejen.

Den værste sag 

Ud over småskrammer og tyverisager skete den værste krimisag på caminoen for fem år siden, og det var i virkeligheden den, der startede den øgede indsats. 

Den 41-årige amerikanske kvinde Denise forsvandt sporløst på ruten, og hun blev senere fundet dræbt. Drabsmanden havde fiflet med vejskiltene, så den stakkels kvinde blev ledt direkte til hans gård, hvor han slog hende ihjel. Læs mere her

Og i 2015 forsøgte to mænd angiveligt at bortføre en kvindelig vandrer, hvilket fik politiet til at fraråde folk at gå alene. 

Siden de sager har politi og myndigheder altså i dén grad lagt sig i selen for at højne sikkerheden, og vi har da heller ikke i de senere år hørt om lignende sager.

Ud over at være til stede fysisk og hurtigt rykke ud, minder politiet også om, at man skal downloade AlertCops. Guardia Civils smarte app dækker hele Spanien, og med den kan du anmelde alt muligt forskelligt, og via din gps kan politiet hurtigt finde frem.

Læs mere her

Med på tur?

Tag med Spanien i Dag og Spain is More på en guidet vandretur ad Caminoens sidste 110 km. fra Sarria til Santiago de Compostela.

Oplev historiens vingesus, den smukke natur og Caminoens magi, når vi gennem 8 dage - med 7 overnatninger - vandrer gennem nogle af Galiciens smukkeste egne.

Undervejs prøver vi områdets spændende specialiteter og kommer tæt på ældgamle lokale traditioner. Vi prøver vine og oste fra hele Caminoen gennem Nordspanien og hver aften nydes en dejlig middag i de små byer langs ruten.

 
 
Turen finder sted fra den 12. til den 19. maj 2020. Der er stadig enkelte pladser - skal du med? Læs mere her

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.