Her er verdens bedste flyselskaber
Skrevet af Simon Koefoed Toft, ons, 03/05/2017 - 10:42
Fly & trafik
FLY & TRAFIK: Danskerne har været med til at stemme om, hvem der får fem stjerner, og hvem der får én.
11.000 passagerer fra otte lande tager ikke fejl, og det er netop det antal, der har anmeldt flyselskaber i en stor ny undersøgelse, som den spanske forbrugerorganisation OCU har udgivet.
Danske passagerer har afgivet dom over deres rejser sammen med passagerer fra Spanien, Australien, Belgien, Brasilien, Frankrig, Italien og Portugal.
72 flyselskaber er blevet vurderet på en række aspekter som komfort, bespisning, punktlighed og selvfølgelig pris.
Selvskrevet
Allerøverst på listen ligger Emirates, men selskabet fra De Forenede Arabiske Emirater må dele æren af at have fået fem stjerner med syv andre selskaber.
Både Qatar Airways og Thai Air var nærmest selvskrevede til den høje placering, men også kinesiske Cathay Pacific og colombianske Avianca er med i toppen. Resten af top otte udgøres af Azul Brazilian, Singapore Airlines og Luxair.
Solide skandinavere
Med skandinaviske briller på er der heller ikke noget at klage over. SAS ligger på listens 14.-plads, mens Norwegian er lige i hælene kun en plads efter.
Begge selskaber får fire stjerner ud af fem mulige, og er altså blandt de bedste firmaer, der har daglige afgange til og fra Spanien.
Pinligt
De spanske flyselskaber klarer sig til gengæld nærmest pinligt dårligt. Af de seks selskaber der er med på listen, har ingen fået mere end to stjerner. Iberia er bedst placeret på en 58.-plads ud 72, og det er jo ikke noget at skrive hjem om.
Men endnu ringere står det trods alt til hos Air Europa og Vueling, der ligger på henholdsvis plads nummer 69 og 70. Air Europa får akkurat to stjerner, mens Vueling formår at være et af tre selskaber, der må nøjes med en enkelt af slagsen.
De to andre er franske Aigle Azur og australske Jetstar, der også indtager de to sidste pladser på listen.
Og så er der vist kun at sige, at det er godt, at det ikke kun er spanske firmaer der flyver til og fra det fantastiske land med de elendige flyselskaber.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.