Når hjertet står i flammer

Branden i Notre Dame i Paris satte mange hjerter i flammer. Næsten som om man havde mistet en kær.

Man skal jo indleve sig grundigt i katolikkernes forhold til regionen for at kunne forstå den sorg, som branden er for dem i religiøs sammenhæng. Ligesom jeg ville forstå befolkningen omkring mig, hvis det var sket med en katedral i Spanien.

En anden tristhed er den, som skyldes det ikoniske og arkitektoniske tab. Alverdens forskelligt troende - og ikke-troende - er valfartet til Notre Dame for den turistmæssige oplevelse. Det har jeg da også selv gjort. Første gang da jeg var 18 år.

Alt tyder heldigvis på, at katedralen vil blive genopbygget. Men det er også et byggearbejde, der vil tage mange år at gennemføre. Senest forlyder en periode på seks år. Samtidig er der allerede rullet frivillige milliarder ind til det forestående arbejde.

Nye tanker?

Der er blevet talt en del om, at det vil være vanskeligt at skaffe tømmer til tagkonstruktionen, hvis træværk havde en helt speciel historie. Men måske kan det give anledning til at tænke nyt.

Tagkonstruktionen blev jo kun brugt til at bære tagdækningen - ikke særlig miljøvenligt i bly - og til ophæng af kuplerne i kirkerummet. Den udgjorde ikke nogen dekorativ udsmykning.

Den historiske tagkonstruktion er væk og hvorfor ikke bare tage det til efterretning?

En ny tagkonstruktion kunne muligvis udføres i en blanding af glas og solpaneler og kaste nyt lys og energi over de trods alt også sorte sider, der historisk har været ved katolicismen.

Eksempelvis kunne man også give de katolske præster, biskopper og sågar Paven seksuel frihed. Det ville mange - sikkert også drenge - sætte stor pris på. Og jeg så da gerne Paven ledsaget af Vatikanets førstedame. Eller førstemand, hvis Paven en dag skulle blive en kvinde.

Havde man i 1163, da byggeriet af Notre Dame startede - eller i løbet af de 200 år, som byggeriet varede - haft kendskab til solenergi, ville det nok være indgået i planerne.

Så hvorfor ikke tænke anderledes nu? Det er lidt det samme som at miste en kær. Man vil aldrig få den kære tilbage, og netop i den situation handler det om at tænke nye tanker for at komme videre. Selvom det er svært.

Spanske katedraler

Når man mister noget, kommer man automatisk til at holde mere af det, som man har.

Efter 30 år i Spanien kom jeg i forbindelse med branden naturligt til at tænke på Spaniens katedraler. Jeg har set flere af dem på mine ture rundt i landet, men havde egentlig ikke noget specielt overblik. 

Verdens største katedral ligger i Sevilla

Spanien har faktisk ikke færre end 88 katedraler i forskellig byggestil, der er geografisk fordelt over alle landets 50 forskellige provinser, og én af dem er faktisk verdens største.

Catedral Metropolitana de Santa María de la Sede er samtidig verdens tredje største kristne kirke. Den er bygget i gotisk stil som Notre Dame, men er ikke lige så gammel, da den blev opført i perioden 1401-1507. Notre Dame blev opført i 1163-1345.

Katedralen dækker et areal på 11.500 m2, hvilket er cirka det dobbelte af Notre Dame.

Video

Se video fra katedralen i Sevilla (engelsk)

Du kan læse mere om katedralen i Sevilla her (engelsk, spansk)

Som nævnt har Spanien 88 katedraler så uanset, hvor du måtte opholde dig i landet, vil der altid være én tæt på.

Udover Sevilla finder du nogle af de mest kendte katedraler i Barcelona, Burgos, Santiago de Compostela, León, Córdoba, Zaragoza, Palma de Mallorca, Toledo og Salamanca.

La Sagrada Familia i Barcelona

Spanien har lidt en parallel til den periode, som Notre Dame nu vil gå ind i. For i det øjeblik, det vil være sikkert at følge med i restaureringen af kirken, vil folk uden tvivl strømme til for at se fremskridtene.

Ligesom det er sket og sker med La Sagrada Familia i Barcelona.

Byggeriet, der er tegnet af Antoni Gaudí, startede i 1882 og er endnu ikke færdigt. Nu tales der om en færdiggørelsesdag i 2026: