Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Hold ferie som Adam og Eva

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 08/05/2018 - 09:20

Rejser & oplevelser

TURISME: Nordisk nudist-par starter hjemmeside for feriehungrende ligesindede. Men de skal følge reglerne.

For nogle feriehungrende mennesker er det nok at finde et sted i nærheden af strand og godt med tapasbarer. 

Andre synes, at påklædningen, eller i deres tilfælde afklædningen, er mindst lige så vigtigt.

De har det bedst, hvis de kan skrælle tøjlagene af sig sammen med dagligdagens bekymringer.

For dem er der kommet et alternativt airbnb-agtigt website, der sørger for, at det bliver en mulighed.

Det skriver thelocal.es

NaturistBnB opstod i hovederne på det finske par Petri og Minna Karjalainen, der begge har været nudister i mange år. 

De kunne se, at der var plads til netop den niche, da de selv prøvede at finde et sted, hvor de kunne holde ferie i deres fødselsdagstøj.

- Fed måde at se interessante byer og møde ligesindede, sagde Petri i et interview med CNN.

Nye oplevelser

- Vi tænkte på, at det ville være fedt, hvis der var et site, hvor mennesker med lige netop den livsstil kunne booke. På vores website handler alt om det, fortsætter han.

Sitet blev søsat for to måneder siden, og de kan allerede tilbyde mere end et dusin steder, hvortil det er let at pakke kuffert. 

Attraktive steder

De tilbyder alt fra en yacht ved Girona på Cataloniens kyst til en villa i Xábia i Alicante med jacuzzi og egen pool.

Som man kunne forvente, ligger en god del af stederne i Vera, på Almería -kysten. Der ligger nemlig også en af Spaniens største nudist strande.

Følg reglerne

For alle stederne gælder det, at man selv må om hvor lidt eller meget tøj, man vil have på. Men man må ikke selv om, hvordan man opfører sig.

Man skal altid have et håndklæde med sig. Det er til at sidde eller ligge på og altså en hygiejnisk foranstaltning

Ikke noget med at glo - hverken på afstand eller tæt på. Taler man med nogen, betragtes det som uhørt uforskammet at give dem elevatorblikket - kun øjenkontakt.

Det er heller ikke stedet, hvorfra man lægger masser af billeder på sin Facebookvæg. For at slippe for diskussioner om hvor og hvor meget, er fotografering simpelthen forbudt.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.