Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

“Hvis vi reagerer som Spanien, vinder terroristerne aldrig”

Skrevet af Simon Koefoed Toft, fre, 24/03/2017 - 12:00

Samfund og Politik

SAMFUND & TERROR: Madrid er et europæisk forbillede for, hvordan terror skal håndteres. Det kan EU lære af.

Terrorangrebet i London onsdag har rystet et Europa, der allerede er i krise.

Politisk ustabilitet er den nye virkelighed med Brexit i vest og Putins Rusland i øst.

Flygtninge krydser EU-landenes grænser i en skala, der ikke er set siden Anden Verdenskrig, og viljen eller evnen til at håndtere udfordringen i fællesskab synes at være yderst begrænset.

Den perfekte storm

Og midt i den perfekte storm skal de europæiske nationer altså også håndtere de terrorangreb, der alt for ofte bliver begået på kontinentet.

Westminster-angrebet i London har endnu en gang antændt debatten om, hvordan et land skal reagere på terrorisme.

Rolig reaktion

Og her skal man kigge til Spanien, siger Europa-Kommissionens vicepræsident, Frans Timmermans, i et interview med El País.

Specifikt henviser hollandske Timmermans til det frygtelige bombeangreb i Madrid den 11. marts 2014.

- I mit land var befolkningen meget imponerede over Spaniens reaktion på angrebet i Madrid, der var så rolig, og som ikke førte til opgør mod et bestemt fællesskab eller religion, siger han til El País.

Angrebet, der blev udført af Al-Qaeda-inspirerede terrorister, dræbte 192 personer og sårede flere end 2.000.

Gør som Spanien

For Timmermans er det vigtigste, at al den vrede og frygt, der ganske naturligt opstår i kølvandet på et terrorangreb, bliver rettet mod terroristerne og ikke mod en hel befolkningsgruppe.

- Terrorister er kriminelle, der hader vores måde at leve på. Men hvis vi reagerer ligesom Spanien gjorde, vil de aldrig overvinde os, siger han til El País.

- Hvis vi begynder at lægge skylden på en religion eller et samfund - en befolkningsgruppe - så er terroristerne allerede halvvejs til sejr.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.