Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Hvor bliver den nye regering af?

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 31/03/2016 - 10:10

Samfund og Politik

POLITIK: Går du stadig og undrer dig over, hvornår Spanien får en ny regering, har du rigtig god grund til det. Enighed ligger ikke i den nære fremtid.

For tre uger siden stemte den spanske kongres imod Pedro Sánchez som ny regeringsleder og afviste dermed en ny regering. 

Siden da har de forskellige partier genoptaget forhandlinger for at se, om de kan komme til enighed om et regeringssamarbejde inden et eventuelt nyvalg først på sommeren.

Forhandlingerne har dog mest af alt lignet en mindre farce, da ingen har været villige til at give sig. Hverken Podemos eller Ciudadanos vil være med i en konstellation, hvis den anden part er det.

Klar til mindre kompromis

Under et møde i går sagde Podemos' leder, Pablo Iglesias, til Pedro Sánchez, at han ikke længere ville gå efter en top-ministerpost i en ny regering, skriver El País.

Derved åbnede han en lille smule op for et samarbejde med Ciudadanos, selvom hans parti stadig sigter efter en regerings-konstellation bestående af Podemos, PSOE, Det Forenede Venstre og Compromís – en ren socialistisk regering.

Problemet her er bare, at en sådan sammenslutning ikke vil få flertal i den spanske kongres med sine 161 stemmer. Et flertal nås nemlig ved 176.

Målet er 199

Pedro Sánchez mener derfor, at den oplagte regering vil bestå af PSOE, Ciudadanos og Podemos, da partierne til sammen har 199 medlemmer i kongressen.

- Vi har altid arbejdet mod vores mål om 199. Den eneste mulighed er, at de tre grupper slår sig sammen, siger han.
PSOE vil ikke bryde den alliance, de har med Albert Rivera og midter-partiet Ciudadanos, og ifølge Sánchez er man nu tættere på en ny regering end et nyvalg.

Rivera sig nej

Rivera er dog slet ikke interesseret i et samarbejde med Podemos, og det virker lidt som en komisk situation, hvor de to partiledere har talt hen over hovedet på hinanden.

Han siger, at han ”hellere vil have nyvalg frem for en regering med Podemos.” Derudover har han også rettet skarp kritik mod PP for deres passivitet. 

Selvom Pedro Sánchez påstår, at politikerne er det tætteste, de har været på en ny regeringsaftale i lang tid, skal der godt nok noget af en kovending til for at undgå et nyvalg den 26. juni.

En aftale skal indgås senest den 2. maj.  

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.