Hvor mange slags politi er der i Spanien, og hvem bestemmer hvad?
Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 25/08/2018 - 00:01
Klumme Samfund og Politik Spanien & Dig
KLUMME: Spanien i Dag hjælper dig med viden om forholdene i Spanien. I dag en artikel om det spanske politi, som hidtil har været forbeholdt Premium-abonnenterne.
Politiet i Spanien er ikke bare politiet, som vi kender det fra Danmark. Der er mange forskellige politikorps, og deres opgaver, beføjelser og uniformer er forskellige, alt efter hvor i landet, du befinder dig.
Spanien & Dig finder Sherlock Holmes-luppen frem og ser nærmere på de forskellige politikorps og deres opgaver i Spanien.
Artiklen er oprindeligt bragt i maj 2016 og er skrevet af journalist Simon Pallesen.
Listen over politikorps er :
- Policía Nacional (Hele landet)
- Guardia Civil (Hele landet)
- Policía Local (Store dele af landet)
- Ertzaintza (Baskerlandet)
- Policía Foral (Navarra)
- Policía Canaria (Kanarieøerne)
- Mossos d'Esquadra (Catalonien)
- Guardia Urbana (Barcelona)
- Policía Municipal (Madrid)
De største korps er Policía Nacional og Guardia Civil, som er til stede i hele landet. I meget grove træk tager Policía Nacional sig af byområderne, mens Guardia Civil er ansvarlig for landområderne og havet.
På grund af den høje koncentration af mennesker i byerne, har Policía Nacional hovedansvaret for 80 procent af borgerne, mens Guardia Civil har ansvaret for 80 procent af landets territorium, der dog er noget mere tyndt befolket.
Det er dog også noget af en forsimpling, at dele Policía Nacional og Guardia Civil op mellem land og by, for der er en række opgaver, som alene ligger hos det ene korps.
Policía Nacional
Byområderne er Policía Nacionals hjemmebane
De fleste udlændinge, der har opholdt sig længere tid i Spanien, har været en tur forbi en Policía Nacional-station, for det er nemlig dette korps, der har kompetence til at udstede identifikationsdokumenter som pas, DNI-kort og vigtigst for udlændinge, NIE-nummeret, som svarer til et personnummer for udlændinge.
Derudover er det Policía Nacional, der tager sig af :
- Kontrol med ind- og udrejse, asylansøgninger, udvisninger og udleveringssager
- Overvågning og kontrol af gambling
- Efterforskning og retsforfølgelse i narkorelaterede forbrydelser
- Samarbejde med politikorps i andre lande
- Overvågning og kontrol af private vagtselskaber
Kilde: (Ley Orgánica 2/1986)
Guardia Civil
Hvis du ikke kører ordenligt, får du med Guardia Civil at bestille
Korpset er med afstand det ældste i Spanien, for det blev grundlagt helt tilbage i 1844. Som tidligere nævnt er Guardia Civil ofte til stede på landet, men der er også en række andre kerneopgaver, denne gamle institution tager sig af.
- Våben og sprængstoffer
- Told og smugleri
- Overvågning og kontrol af trafikken mellem større byer
- Kontrol og bevogtning af havet, grænser, havne og lufthavne
- Natur, miljø, fiskeri og jagt
- Længere transport af fanger
- Antiterror virksomhed
- Kønsrelateret vold
- Beskyttelse af kongefamilien og højtstående politikere
Kilde: Guardia Civil
Policía Local
En af Policia Locals kerneopgaver er sikkerhed i det offentlige rum
De fleste spanske byområder har deres eget lokalpoliti, Policía Local, som er tilknyttet kommunen. Dette korps bevæger sig ikke uden for sin egen andedam, men her er de tilgengæld også på fornavn med mange borgere. Policía Local tager sig blandt andet af:
- Formalia vedrørende trafikuheld
- Regulering af trafikken ved uheld eller når børnene skal i skole
- Patruljering i gaderne og i det offentlige rum
- Forebyggende arbejde for at stoppe kriminalitet
- Redningsarbejde i tilfælde af ulykker
- Assistance til Policía Nacional
Alle de andre
Mossos d'Esquadra i Catalonien
Det er ingen hemmelighed, at Spanien er et land med flere forskellige kulturer, og nogle af disse har fået deres egne politikorps, der arbejder uafhængigt af Policía Nacional og samtidig har nogle af Guardia Civils normale opgaver. Det drejer sig om Ertzaintza i Baskerlandet, Policía Foral i Navarra, Policía Canaria på Kanarieøerne og Mossos d'Esquadra i Catalonien.
Ertzaintza i Baskerlandet
Disse korps hører under de respektive regioner, og de varetager forskellige opgaver fra region til region. Særligt Guardia Civil spiller en mindre rolle i disse områder end i resten af Spanien.
Policía Foral i Navarra
Policía Canaria på Kanarieøerne
Hvem skal jeg ringe til?
Hvis uheldet er ude, og stressniveauet er højt, skal du heldigvis ikke spekulere på, hvem du skal ringe til af de mange korps. Hvis du ringer 112 får du fat i den spanske alarmcentral, og så sender de den relevante hjælp – men gå ikke ud fra, at alarmcentralen har engelsktalende folk ved telefonen.
Den skarpe borger har muligvis lagt mærke til nummeret 092, som pryder Policía Locals biler. Det er et direkte nummer til Policía Local, men du behøver ikke at have andre numre end 112 i hovedet, og det er jo dejligt nemt, da vi bruger det samme nummer i Danmark.
Tak til Simon Pallesen
Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.
Torben Wilkenschildt
Bliv klogere på Spanien:
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.