Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Ikke-fejring af regentjubilæum

Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 19/06/2015 - 10:02

Kendte & kongelige

KONGELIGE: Ikke nogen festivitas på ét-årsdagen for Kong Felipe VIs kroning sidste år. Civile bliver dog påskønnet.

Eneste begivenhed bliver tildeling af fortjenst-medaljer til civile, der ifølge hoffet kunne have fundet sted på enhver anden dag.

Pompen og pragten den 19. juni 2014 manglede ikke og alle - i hvert tilfælde de kongetro - sad bag TV-skærmene eller stod opstillet i Madrids gader.

For det var bestemt ikke alle, der sympatiserede med tronskiftet efter Det spanske Kongehus mange skandaler under Kong Juan Carlos.

Fordobling

I april 2014 - kort tid før meddelelsen om, at Juan Carlos ville abdicere, lå hans popularitet på 3,72 målt på en 10-skala.

På samme skala ligger Felipes popularitet i dag på 6,67 - altså næsten en fordobling.

Juan Carlos opnåede sin højeste popularitet i 1995 med en karakter på 7,5.

I dag mener 75 procent af befolkningen, at Felipe klarer sig godt og er en god monark. Det viser den seneste undersøgelse fra analyseinstituttet CIS offentliggjort den 15. juni.

Dekoration af civile

Hoffet har gjort meget ud af at forklare, at dagens begivenhed på kongeslottet La Zarzuela ikke har noget at gøre med ét-årsdagen. 

Tildelingen af de 38 fortjenst-ordener kunne have fundet sted på hvilken som helst dag, lyder det fra hoffet.

‘Orden del Mérito Civil’ tildeles i dag til 38 civile, der har gjort sig fortjent til ordenen.

Guld- og sølvmedalje

Blandt de udvalgte er læger, der har kæmpet mod Ebola, ETA-ofre, indvandrere, lærere, frivillige, håndværkere og arbejdende mødre. Ordenerne gives som anerkendelse for deres indsats for staten, for ekstraordinære arbejdsindsatser og hjælpsomme initiativer.

Alle bliver dekoreret af Kong Felipe selv, der har Dronning Letizia ved sin side.

LØRDAGSKLUMMEN: Læs med i morgen, hvor vi ser tilbage på Kong Felipe VIs første år som Spaniens konge.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.