Information om grupperne i EU-Parlamentet
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 28/05/2024 - 07:00
Samfund og Politik
Hvilken vej ønsker du, at Europa skal gå ...?
Ét er at vide, hvilke veje de politisk partier ønsker at gå i Spanien. Noget andet er vide, hvilke grupper de er tilsluttet blandt de syv politiske grupper i EU-parlamentet.
I denne artikel ønsker vi at give dig et overblik over grupperne til brug for din beslutning om valg af den rigtige stemmeseddel. HUSK, at du ikke kan sætte x på en spansk stemmeseddel. Du må bare affinde dig med den - udemokratiske - beslutning om kandidaternes rækkefølge, som partiledelsen har foretaget.
Der er i øjeblikket syv politiske grupper i Europa-Parlamentet. Der kræves 23 medlemmer til at danne en politisk gruppe, og mindst en fjerdedel af medlemsstaterne skal være repræsenteret i gruppen. Et medlem kan ikke være tilknyttet mere end én politisk gruppe.
Koalitioner, der består af flere forskellige partier, kan derfor fremstå som medlem af flere grupper.
Her får du en omtale af hver enkelt gruppe, hvilket spansk parti, der er medlem af den og link til gruppens hjemmeside.
EPP, Det Europæiske Folkepartis Gruppe, Kristelige Demokrater
Har frem til 9. juni 2024 haft 215 mandater.
Kristendemokraterne – eller de Europæiske Folkepartier, som de retteligt hedder – er fortsat Parlamentets ubestridt største gruppe. Deres vægt er dog knapt så knusende som i den foregående samling, efter de er gået mere end 50 mandater tilbage. Gruppens nye formand er tyske Manfred Weber fra CSU, hvilket er et udtryk for, at tyskerne har sat sig tungt på gruppen som langt den største nationale delegation..
PP i Spanien er medlem af denne gruppe.
S&D, Det progressive forbund af Socialdemokrater
Har frem til 9. juni 2024 haft 189 mandater.
EU's socialdemokratiske gruppe, S&D, er andenstørst. Efter det forrige valg kom gruppen til at mærke en anderledes intern magtfordeling, efter at blandt andre François Hollandes franske Socialister led et svidende nederlag ved valget. Pladsen som den største nationale delegation går til italienerne, efter premierminister Matteo Renzis Partito Democratico fik 31 medlemmer af gruppen – hvilket er flere, end selv Tyskland kan præstere.
PSOE i Spanien er medlem af denne gruppe.
ECR, De Europæiske Konservative og Reformister
Har frem til 9. juni 2024 haft 74 mandater.
Parlamentets største overraskelse blev den konservative, EU-kritiske gruppe European Conservatives and Reformists (ECR), som blev dannet rundt om de britiske Konservative, da disse trak sig fra EU-Parlamentet i 2009. De erobrede pladsen som Parlamentets tredjestørste gruppe fra de liberale i ALDE. 18 partier i gruppen arbejder sammen. De spænder fra moralkonservative SGP fra Holland over nationalkonservative partier som Dansk Folkeparti og De Sande Finner til de flamske separatister og økonomiske liberale N-VA, som har en fortid blandt De Grønne i Europa.
Vox i Spanien er medlem af denne gruppe.
RE, Renew Europa
Har frem til 9. juni 2024 haft 70 mandater.
En tilbagegang i en række lande, og ikke mindst udraderingerne af det tyske FDP-parti, har svækket gruppen. RE -tidligere ALDE har hidtil haft en nøgleposition, når EU's to store politiske grupper ikke har kunnet blive enige. Den særstilling er nu mindre given, ligesom gruppen også vil have mindre adgang til fremtrædende udvalgsposter og ordførerskaber end før.
Ciudadanos ig CEUS i Spanien er medlem af denne gruppe.
De Grønne/EFA
Har frem til 9. juni 2024 haft 50 mandater.
Fra en plads som Parlamentets fjerdestørste gruppe er De Grønne blevet henvist til en sjetteplads efter massiv tilbagegang i en række lande. Det tyske Piratparti erstatter det svenske, der ikke opnår genvalg. De Grønne tabte undervejs blandt andre det flamske separatistparti N-VA og dets fire mandater til ECR, mens partiet også blev decimeret i Frankrig, hvor de ellers stod stærkt ved sidste valg.
Podemos, Ahora Repúblicas og Sumar i Spanien er medlem af denne gruppe.
EFDD, Identitet og Demokrati
Har frem til 9. juni 2024 haft 46 mandater.
På trods af et godt valgresultat måtte gruppen vinke farvel til blandt andre Dansk Folkeparti, De Sande Finner og Lega Nord, der valgte at afsøge nye partnerskaber. Derfor holdt det hårdt med at få de påkrævede antal lande repræsenteret i gruppen. Men det lykkedes ved hjælp af Femstjernebevægelsen, de svenske Sverigedemokrater samt en utilfreds afhopper fra franske Front National, der var blevet forsøgt presset af sit parti til at opgive sin plads i Parlamentet.
GUE/NGL, Venstrefløjsgruppen i EU-parlamentet
Har frem til 9. juni 2024 haft 52 mandater.
Ikke mindst på grund af en overbevisende sejr til græske Alexis Tsipras' SYRIZA-parti i Grækenland og tilkomsten af nye spanske protestpartier er det lykkedes parlamentets mest venstreorienterede gruppe, GUE/NGL, at placere sig som Parlamentets femtestørste gruppe. En storsejr til irske Sinn Fein vil også kunne mærkes i gruppen, som også byder velkommen til en irsk løsgænger med tilnavnet ‘Ming den nådesløse’ og til det hollandske Dyrepartiet. Til gengæld er det græske kommunistparti KKE trådt ud af gruppen og vil hellere være løsgængere.
Podemos, Ahora Repúblicas og Sumar i Spanien er medlem af denne gruppe.
Kommentarer
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.