Inspektør anholdt - igen!
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 23/03/2017 - 01:00
Krimi og katastrofe
KRIMI: Pensioneret arbejdsinspektør genoptog i hemmelighed karrieren og udskrev bøder til udlændinge, de kunne betale kontant.
Det kan være vanskeligt at få pensionen til at slå til. En 64-årig tidligere arbejdsinspektør fik den gode idé at genoptage jobbet - sådan lidt på den hjemmestrikkede måde.
Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
Los Mossos - de catalanske betjente - anholdt ham, da han var ude og “inspicere” i Barcelona. Faktisk anholdt de ham for den samme forbrydelse to gange inden for ti dage.
Gik efter udlændinge
Fremgangsmåden var ret enkel. Den 64-årige udvalgte sig arbejdspladser, hvor ejeren og de ansatte var udlændinge.
Han udnyttede sprogbarrieren og deres manglende kendskab til loven til det yderste. Når han havde inspiceret arbejdspladsen, krævede han papirer på såvel på lokalet som på de ansatte.
Kontantafregning
Hvis de ikke kunne fremlægge dem, noterede han alle data og udskrev en bøde. Og bøden kunne vel at mærke klares med kolde kontanter.
Manden er højtuddannet og har faktisk skrevet flere lovbøger og taget en doktorgrad i emnet, så folk betalte uden videre. Han virkede jo så overbevisende...
Men nogle af ofrene fik alligevel mistanke og meldte ham.
Manden blev anholdt på fersk gerning under et af sine inspektionsbesøg. Han blev fremstillet for en dommer, fik en bøde og blev så løsladt igen.
Direkte tilbage på arbejde
Manden fortsatte dog det indbringende inspektionsarbejde og blev så anholdt igen.
Han er nu anklaget for at misbruge sin tidligere stilling, for svindel og for at forfalske offentlige dokumenter - seks forbrydelser i alt.
Han er på fri fod frem til retssagen, så nu står der tilbage at se, om han mener, at lykkens gang er tredje gang...
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.