Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Ipren giver miljøet hovedpine

Skrevet af Simon Koefoed Toft, man, 22/05/2017 - 01:00

Samfund og Politik

MILJØ & SAMFUND: De Kanariske Øer forbruger så meget medicin, at det kan skade både miljøet og menneskene.

Hovedpinepiller, antibiotika og kolesterolsænkende medicin. Pilleforbruget på Kanarieøerne er massivt, og ofte tager spanierne endda medicin, der ikke hjælper dem. Det skriver Canariajournalen.no

Og udover at være usunde for mennesker, kan de mange medikamenter også være skadelige for plante- og dyrelivet, har en gruppe forskere fra universitetet i Las Palmas fundet ud af.

Husk at like vores facebookside

Ikke småting

I forbindelse med et nyt studie har forskerne analyseret vandprøver fra et renseanlæg, der håndterer spildevand fra byerne Agüimes, Ingenio og Santa Lucia på Gran Canaria.

Og det er ikke småting, de har fundet i de godt 130.000 menneskers spildevand.

For når mennesker indtager medicin eller andre stoffer, bliver restprodukterne udskilt i form af urin og afføring og sendt til renseanlægget.

99 procent

Det renseanlæg, som forskerne har kigget på, behandler 18.000 kubikmeter afløbsvand om dagen, hvilket svarer til 18 millioner liter.

Og forskerne har regnet sig frem til, at de 130.000 indbyggere i området hver dag skyller omkring et kilogram narkotika- og medicinrester ud i toilettet.

Omkring 99 procent af de kemiske forbindelser nedbrydes i renseanlægget, men selv den sidste procent kan være skadelig for miljøet, hvis der er tilstrækkeligt høje koncentrationer af bestemte stoffer.

Og det er der.

Koncentrerede

16 kemiske forbindelser blev fundet i hver eneste vandprøve forskerne undersøgte. Og de tog en hver 14. dag i et halvt år.

Det er ikke alle 16, der udgør en miljørisiko, fordi koncentrationerne i nogle tilfælde er meget lave. Men specielt tre lægemidler findes i størrelser, som kan være farlige.


Ibuprofen, der normalt kaldes Ipren, kolesterolmidlet Gemfibrozil og antibiotikummet Ofloksacin findes alle i så høje mængder, at de kan skade små fisk og alger, der er afgørende for økosystemet under vand.

Alle undersøgelsens resultater er blevet offentliggjort i dennes måneds udgave af det videnskabelige tidsskrift "Science of the total Environment".

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.