Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Jesus er yt, Hugo er in

Skrevet af Kathrine Hesner, Pia Bruun, tir, 26/05/2015 - 01:00

Samfund og Politik

SAMFUND: Ud med Jesus og Maria og ind med nye, udenlandsk-klingende navne til spanske babyer.

Spanske børn er ikke længere opkaldt efter Jesus (José) og hans mor (María). Næ, nu er Lucía og Hugo de mest populære navne, viser en opgørelse fra Statistisk Institut (INE), som har set nærmere på de 425.390 dåb og navngivninger fra 2013.

Hugo har skubbet Daniel ned fra podiet, efter at sidstnævnte toppede som det mest populære drengenavn i både 2010 og 2012. Alejandro var det mest populære navn i 2011.

Efter Hugo er de mest populære drengenavne Daniel, Pablo, Alejandro, Álvaro, Adrián, David, Mario, Diego og Javier.

Hos piger topper Lucía for tredje år i træk foran María, Paula, Daniela, Martina, Carla, Sara, Sofía, Valeria og Julia.

Anderledes engang

Noget anderledes ser det ud, hvis vi ser lidt tilbage i tiden og se på de i dag voksne borgere.

Statistik fra 2014 viser, at blandt voksne mænd er de mest udbredte navne Antonio, José, Manuel, Francisco og Juan.

Hele 12 procent – altså mere end én ud af ti – bærer et af disse navne. På denne placering står Hugo som det 70. mest populære – efter Muhammed.

For kvinder er det María Carmen efterfulgt af María, Carmen, Josefa og Isabel, der er det mest almindelige navn. Her er Lucía helt nede på en 20. plads.

Men også når det gælder efternavne, er der gengangere ligesom vi kender det fra Jensen, Nielsen og Hansen i Danmark.

43 procent af den spanske befolkning svarende til 20,4 millioner personer har efternavnet González, Rodríguez, Fernández, López, Martínez, Sánchez, Pérez, Gómez eller Martín.

Og til sidst i listeform

De mest populære pigenavne i 2013 var:

Lucía

María

Paula

Daniela

Martina

Carla

Sara

Sofía

Valeria

Julia

De mest populære drengenavne i 2013 var:

Hugo

Daniel

Pablo

Alejandro

Álvaro

Adrián

David

Mario

Diego

Javier

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.