Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Mega-skib sejler rundt om Spanien

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 15/03/2016 - 01:00

Rejser & oplevelser

VIDEO: Verdens største krydstogtskib minder mest af alt om sit eget lille land med plads til Samsøs befolkning plus venner. 'Harvenes Harmoni' har vandrutsjebaner, restauranter og meget mere. Det drager ud på sin jomfrurejse til maj - blandt andet til Málaga

2016 bliver året, hvor verdens største krydstogtskib får sin ilddåb.

Harmony of the Seas forventes at sejle fra den engelske kystby Southampton den 22. maj i en tur gennem Middelhavet, der går forbi Vigo og Málaga med ankomst i Barcelona den 7. juni.

Det fantastiske skib er 361 meter langt og har 15 dæk i højden, hvilket efterlader Titanics 269 meter i støvet. Eller rettere sagt på bunden af havet.

Værelserne ligner luksuslejligheder

Skibet har plads til 5400 passagerer og kan derudover rumme 2394 medarbejdere.

Harmony of the Seas har været på et prøvesejlads, men det var uden passagerer og med 500 af besætningen.

Unik vandrutsjebane

Royal Caribbean International der ejer krydstogtskibet, har skabt et helt overdrevet skib, der er svært at beskrive med ord.

Mest bemærkelsesværdig er den fantastiske vandrutsjebane på skibets bag-ende. Den strækker sig over ti dæk, og ifølge bagmændene kan du ikke opleve noget lignende på andre skibe i hele verden.

Jeg ved ærligt talt ikke, om jeg ville turde kaste mig ud i den, men i videoen herunder kan du selv vurdere, om det er noget for dig.  

Derudover indeholder skibet 20 restauranter, adskillige swimming-pool, vandrutsjebaner, en skøjtebane, en klatrevæg, en surf-simulator, en svævebane og meget mere.

Du kan se en video af skibets mange aktiviteter og herligheder i denne video:

Næsten udsolgt

Hvis du drømmer om at komme med skibet og samtidig har råd, kan du stadig nå at få billetter, men du skal skynde dig, for billetterne rives væk.

Harmony of the Seas skal efter jomfrurejsen i Middelhavet først og fremmest sejle i Caribien.

Er du glad for vand, har skibet masser af muligheder

Skibet er lige nu ved at få ordnet de sidste småting i Saint-Nazaire i det vestlige Frankrig, hvor det har været under konstruktion siden september 2013.  

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.