Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Julehjul i San Sebastián

Skrevet af Kristoffer Olesen, fre, 30/11/2018 - 11:26

Rejser & oplevelser

OPLEVELSER: Fra i morgen kan du komme 50 meter op i luften, når baskisk by slår dørene op til et kæmpe pariserhjul.

Når julen skal fejres, er spanierne ikke kendt for at holde igen, og Baskerlandet er bestemt ingen undtagelse.

I morgen tændes julelysene i San Sebastián, men hvis man tror, at det er overstået med et simpelt tryk på en knap, tager man grueligt fejl.

Julen skal skydes i gang med maner nordpå, og byen har således forberedt et mindre tivoli til begivenheden - heriblandt et 50 meter højt pariserhjul.

Man kan altså roligt regne med en fin udsigt til hele lysshowet.

Kæmpehjul til favorable priser

Pariserhjulet befinder sig på Cervantes de Donostia-pladsen, men man må altså nøjes med at se på indtil i morgen klokken 19, hvor det hele går løs med både fyrværkerishow og julelys.

En tur i hjulet koster fem euro. Hvis man synes det virker lidt pebret, må man væbne sig med lidt tålmodighed. Hver mandag er der nemlig en tilbudspris på beskedne to euro.

Hjulet er selvfølgelig kun en lille del af byens julemarked, hvor der også bliver rig mulighed for at smage på den lokale kogekunst eller gå på jagt i de uendelige mængder af nipsgenstande.

Og så er et “sølle” pariserhjul som nævnt ikke nok for San Sebastián, som også stiller op med en række andre forlystelser til børn og barnlige sjæle…

Juletivoli
I Sata Catalina kan man finde en børnekarrusel, som tager 2,5 euro for en tur.

Ved Buen Pastor er en karrusel også kommet op at stå, her slipper man dog med to euro for en svingom.

I Parque de Araba kan man komme ombord på et juletog for to euro.

All tre attraktioner har også en favorabel mandagspris på en enkelt euro, hvis man altså kan holde ventetiden ud.

Ved Paseo Federico García Lorca kan man desuden tage en gratis tur på en kælkebane.

Byens fungerende borgmester, Ernesto Gasco, begrunder det omfattende julemarked med, at man ønsker at gøre San Sebastián til en attraktiv vinterdestination og et ikon for den nordlige del af Spanien.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.