Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Køb dit eget hotelværelse

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 19/02/2015 - 01:00

Bolig

BOLIG: Nogle drømmer om at eje en bolig under sydens sol og palmer, men et hotelværelse kan måske også gøre det.

Nyt forslag til ændring i den hidtidige skattelovgivning i Catalonien vil gøre det muligt at sælge hotelværelser.

Formlen, som er importeret fra USA og allerede godkendt i flere turistområder som Andalusien, Valencia, De Kanariske Øer og på Balearerne, betyder, at private kan købe hotelværelser og hotellejligheder.

Men for at det kan blive muligt i Catalonien, kræver det en ændring af den hidtidige turistlov af 13/2002, som direkte forbyder frasalg af hotelværelser.

Lettere end hus eller lejlighed

Muligheden for at købe et hotelværelse i stedet for at leje kan være en fordel for både turister og erhvervsfolk, der jævnligt rejser samme sted hen. Fordelen ved at eje et rum i et hotel er den lette adgang til forplejning, rengøring og vedligehold.

Det catalanske turistudvalg skal nu se nærmere på, hvilke typer hoteller, der skal høre ind under ændringen.

Muligheden for ejeskab af et hotelværelse menes at øge rentabiliteten inden for hotelbranchen, der har hård konkurrence fra det private udlejningsmarked.

Den catalanske hotelsammenslutning, La Confederación Empresarial de Hostelería, Restauración y Apartamentos Turísticos de Catalunya, CONFECAT, kalder forslaget for ”positivt og nødvendigt”.

Hvad så, hvis hotellet bliver solgt?

Lovændringen skal nu godkendes af alle partier, inden det kan blive endeligt vedtaget.

- De nye regler skal være yderst restriktive for at undgå, at der går spekulation i hotelbranchen, siger parlamentsmedlem for den grønne koalition ICV-EUiA, Agnès Russinyol.

PP-politiker José Coto kræver klarhed over, hvorvidt ejeren af et hotelværelse skal have lov til at leje det ud på privat basis og, hvad sker der, hvis hotellet bliver solgt til nye ejere?

Hvis forslaget bliver vedtaget, ventes det at træde i kraft ved udgangen af 2015.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.