Køber velholdt hus for ti euro
Skrevet af Torben Wilkenschildt, tir, 07/04/2015 - 12:12
Bolig
BOLIG: Historier om forladte landsbyer til salg for en slik har længe floreret. Men en overtagelse af en bolig med fire værelser for 10 euro i Valencia er alligevel ikke set før.
Familie i Valencia arvede et hus efter et ældre familiemedlem gik bort. Huset blev vurderet til 90.000 euro, men i disse dage er det meget svært at finde en køber.
Det skriver flere medier.
Selv hvis man finder en, der er interesseret i at købe bolig, er det også særdeles vanskeligt at finde en bank, der vil låne penge til købet. Men så kom familien på en idé.
Hus-lotto en realitet
Ejendommen har et boligareal på 141 kvadratmeter i landsbyen Segorbe i Valencia-provinsen. Og med kun 25 kilometer til kysten er det ikke en af de landsbyer, der er ved at lide landsbydøden.
Men da ingen af de interesserede købere kunne lægge de 90.000 euro på bordet, kom familien på at lave deres eget lotteri.
I samarbejde med en kiosk i Valencia, blev der solgt lottokuponer til ti euro, og salget gik strygende. Der blev solgt ikke færre end 32.000 kuponer til folk fra hele Spanien. Også flere amerikanere viste interesse for lotteriet og købte kuponer på den hjemmeside, som familien også havde stablet på benene.
Konceptet kører videre
Lidt simpel hovedregning giver 320.000 euro i solgte lodsedler, men der er også brugt en del penge på markedsføring, så det er ikke alle pengene, der ryger lige i lommen på familien.
Men både vinderen af boligen og sælgerne er glade. Derfor har familien besluttet at lade hjemmesiden kører videre, så andre i samme situation kan forsøge at sælge en bolig på samme måde.
Så se dig omkring, måske kommer der flere huslotterier i den nærmeste fremtid, hvor du kan overtage et hus for en slik.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.