Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kaos i Primera

Skrevet af Simon Koefoed Toft, tir, 18/07/2017 - 11:07

Fly & trafik

FLY & TRAFIK: Hundredvis af flypassagerer har været strandet i weekenden, mens Primera Air er gået i flyverskjul.

Ikke engang en uge er der gået siden Spanien i Dags redaktør Kathrine Hesner blev fire timer forsinket på en Primera Air-flyvning mellem Aalborg og Málaga, men flyselskabet er allerede i problemer igen.

Husk at like vores facebookside

Faktisk var Hesner efter alt at dømme ret heldig, for de forsinkelser Primera har opereret med i den forgangne weekend, har været i en helt anden vægtklasse.

I denne omgang var det fortrinsvis svenske passagerer, der ikke kom afsted til tiden.

Ventede i et døgn

Sent søndag aften skulle et fly have lettet fra Barcelona med retning mod Sverige, men afgangen blev aflyst, og passagerne fik at vide, at de kunne komme afsted klokken 13:00 mandag.

Men heller ikke den afgang blev til noget. I stedet var passagererne strandet i Barcelona helt til klokken 23:00, hvor de altså havde ventet i godt et døgn.

Alle forsøg på at kontakte Primera Air er blevet mødt med slukkede telefoner og automatiske e-mailsvar, der lover at vende tilbage indenfor 45 arbejdsdage, skriver Svt.se

Spanien i Dag har i flere omgange og på flere forskellige dage forsøgt at kontakte flyselskabet, men heller ikke vi har fået nogen som helst respons.

Hundreder strandet

Utroligt nok er den 24 timer lange forsinkelse i Barcelona ikke de største problemer, Primera har skabt for sine passagerer i de seneste dage.

For at finde dem, der er virkeligt trætte af det islandske selskab, skal vi til Arlanda-lufthavnen i Stockholm, hvor hele 600 passagerer var strandet i helt døgn, uden at modtage nogen oplysninger fra Primera.

Tre flyafgange til henholdsvis Alicante, Barcelona og Málaga blev voldsomt forsinkede mandag, og det sidste fly er først kommet af sted i dag tirsdag formiddag.

I over et døgn har passagerne, der skulle til Málaga, ventet. Og ingen, hverken passagerer, journalister eller lufthavnspersonale, har kunnet få fat i en Primera-medarbejder. 

Den manglende information skabte hurtigt kaotiske tilstande blandt de 600 mennesker, hvoraf mange er børn.

Tidligt i morges fik passagererne på det sidste tilbageværende fly besked om, at flyet endelig ville lette klokken 08:30. Kort efter blev det dog udsat til klokken 10:00.

Mange vil klage

Flere end 70 af de strandede svenskere har allerede sluttet sig sammen og vil nu klage til den svenske forbrugerombudsmand over den totale mangel på samarbejdsvilje, som Primera har udvist i forbindelse med forsinkelserne.

Samtidig er passagerne berettiget til økonomisk kompensation.

Torsdag kan du på Spanien i Dag læse mere om, hvad dine muligheder er, hvis du som flypassager har været udsat for store forsinkelser. I morgen ser vi mere på, hvordan Primera Air behandler sine kunder.

Kommentarer

Vi har været mere end 5 timer forsinket med Primera Air 2 gange, både i september og i april. Vi har fået kompensation for september og er blevet lovet kompensation for april. Der er lang vej for at komme igennem og fik første gang hjælp af trafikstyrelsen. Men det er muligt.

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.