Kaos i spanske lufthavne
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 06/03/2019 - 08:39
Fly & trafik
FLY & TRANSPORT: Bliver det Brexit uden aftale, vil køerne til paskontrollen kunne vare i op på fem timer.
Det britiske forbrugermagasin, Which?, har beregnet, at lufthavnen i den populære, spanske storby Alicante hver eneste dag vil blive ramt af 201 times ekstra kø foran paskontrollen, hvis Brexit-forhandlingerne ender med en ’no deal’-løsning, skriver check-in.dk.
Men der er ikke kun Alicante, der rammes. Også Tenerife, Lanzarote, Málaga, Ibiza og Palma de Mallorca får problemer.
I dag er Storbritannien heller ikke medlem i Schengen-samarbejdet. Det betyder, at briterne allerede i dag skal vise pas, når de krydser grænsen til et Schengen-land.
Ifølge en undersøgelse foretaget af The European Tourism Association har det hidtil taget gennemsnitlig 25 sekunder at tjekke en brites pas. Ved en Brexit uden aftale, vil det tage 90 sekunder ekstra.
Skal udspørges
Den ekstra tid skal bruges på ekstra kontrol med passets gyldighed, udløbsdato, formålet med rejsen og dens varighed samt kontrol af om den rejsende kan forsørge sig selv under opholdet.
I Alicante er regnestykket blevet opgjort til 201 timers ekstra kø hver dag ved paskontrollen. 43 procent af lufthavnens ankomster er fra Storbritannien. Det betyder op til 10 fly i timen derfra og ankomst af 8.000 briter om dagen.
Beregningen med de fem timer tager et Ryanair fly med 189 passager som udgangspunkt. De ekstra 90 sekunder kontrol pr. passager giver i alt 17.010 sekunder svarende til næste fem timer.
Store investeringer
Skulle køen i Alicante forsvinde, kræver det 25 nye båse med paskontrol og et tilsvarende antal fuldtidsstillinger forat betjene dem. Indtil videre er intet forberedt.
Også Portugal får problemer. I Faro-lufthavnen ankommer hvert andet fly fra Storbritannien.
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.