Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kapret fly var en ups'er

Skrevet af Kathrine Hesner, tir, 19/05/2015 - 12:20

Fly & trafik

FLY & TRAFIK: Politi, brand- og sikkerhedsfolk igangsatte den helt store operation, efter en flykaptajn meldte, at hans fly var blevet kapret. Der var bare en lille-bitte detalje ...

Et kaprings-varsel fra en pilot til kontroltårnet på Son Sant Joan-lufthavnen på Palma de Mallorca forårsagede i går panik, og flyet landede omgivet af politi og militær.

Men det viste sig, at kaptajnen lige var kommet til at bytte om på tallene fem og seks i en kode, da han forsøgte at kommunikere med kontroltårnet.

Det skriver Diariodemallorca.es

Lille ciffer - stor forskel

Flyet fra East Midlands-lufthavnen i Nottingham, England, var på vej til den baleariske ø, da piloten oplevede flere afbrud i kommunikationen med kontroltårnet på den lille ferieø, og han besluttede derfor at informere personalet på jorden om problemet via en kode, så de kunne løse fejlen.

Men i stedet for at skrive kode 7600 – som betyder "kommunikationssammenbrud”, skrev han ved et uheld 7500, som betyder ”fly kapret”.

Der blev straks igangsat den helt store operation på jorden i lufthavnen med deltagelse af Guardia Civil og Policia Nacional, og bogstaveligt talt hundredvis af væbnede betjente stod klar i lufthavnen til at takle den alvorlige situation med flykaprerne og befri passagererne.

Da piloten så ””velkomst-komiteen”, fik han hurtigt forklaret, hvad der var sket, og undskyldte for sin fejl.

Sikkerhedsring om flyet

Ingen af passagererne var klar over, at deres fly var blevet ”kapret”, før de landede. Her blev der lynhurtigt dannet en ring rundt om flyet af betjente, der skulle sikre, at ingen kaprere slap derfra uset.

To betjente fra Guardia Civils særlige enhed for lufthavnssikkerhed 'Oficina de Análisis e Investigación de Seguridad Aeroportuaria' bordede flyet for at tjekke, at alt var, som det skulle være.

Efter kontrollen, hvor betjentene kunne konstatere, at hændelsen ganske rigtigt blot var et resultatet af et kommunikationsbrist, fik passagererne lov til at forlade flyet – med nogen forsinkelse. Men ellers forårsage episoden ingen aflysninger af flyvninger, da Jet2-flyet blev omdirigeret til et fjerntliggende sted i lufthavnen.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.