Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kedelige dage for Spanien

Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 18/10/2017 - 11:03

Samfund og Politik

VIDEO: Massedemonstrationer i Barcelonas gader efter fængslinger. “Politiske fanger,” lyder det fra mængden.

I denne artikel kan du læse:

  • Endelig ophævelse af ulovlig lov

  • Ransagning af 112 som led i efterforskning

  • Opsiger parlamentsmedlemmers forsikringer

  • Propaganda-video på engelsk

Af Dorrit Barrett og Torben Wilkenschildt

Tirsdagen i Barcelona blev præget af demonstrationer mod varetægtsfængslingen af de to catalanske løsrivelsesledere Jordi Sanchez, og Jordi Cuixart.

Op mod 200.000 mennesker deltog i demonstrationerne i Barcelonas gader. Om aftenen bar de stearinlys, der var distribueret af løsrivelsespartiet ANC. Partiet nyder godt af frivillige donationer til den kasse, der støtter personer i løsrivelsesbevægelsen.

Endelig ophævelse af ulovlig lov

Forfatningsdomstolen har nu vedtaget den endelige ophævelse af Folkeafstemningsloven i Catalonien, som den havde annulleret foreløbigt den 7.  september. Den er nu dømt forfatningsstridig.

Forfatningsdomstolens afgørelse blev enstemmigt vedtaget. Selvbestemmelse, der beskrives som retten til ensidigt at ophæve forholdet til staten, accepteres  ikke i forfatningen, findes ikke i dens lovgrundlag og kan ikke bruges i internationale traktater, siger dommen. 

Den fastslår, at  ethvert forsøg på at bryde den nationale enhed  og den nationale territoriale integritet i et land er uforenelig med principperne i de Forenede Nationers Pagt. 

Dommen medgiver, at forfatningen kan revideres, men dette skal ske gennem de eventuelle reformer, som den tager højde for.

Den catalanske regerings talsmand, Jordi Turull, mener, at regeringen i Madrid er sammenspist med Forfatningsdomstolen. Han opfordrer til, at man vedbliver at betragte afstemningen første oktober som “et politisk mandat, vi skal udnytte”. 

Han mener ikke, man kan løse de politiske problemer gennem love, men gennem dialog.

Ransagning af 112

Omkring tyve betjente fra Guardia Civil ransagede i går tirsdag alarmcentralen 112s hovedsæde i Reus i Tarragona. Her skulle ifølge oplysninger fra Indenrigsministeriet alle nødopkald i området være gået igennem den 1. oktober. 

Man søgte efter optagelser af samtaler mellem Mossos D’Esquadra og La Generalitat på denne dag, hvor folkeafstemningen blev afholdt. Målet var at finde ud af, om der blev givet kontraordrer mod det forbud mod at afholde afstemningen, som Forfatningsdomstolen havde afgivet. Betjentene undersøgte stedet en time. De medbragte en dommerkendelse fra underretten i Gandesa.

Opsiger parlamentsmedlemmers forsikringer

SegurCaixa Adeslas har opsagt den forsikring, som det catalanske parlament havde tegnet hos forsikringsselskabet. Årsagen angives at være den høje risiko, der er opstået på grund af begivenhederne i Catalonien, og at regionsregeringens beslutninger er ulovlige.

Opsigelsen blev overdraget ved det catalanske præsidiets møde. Opsigelsen omfatter de enkelte parlamentsmedlemmers personlige ansvars- og ulykkesforsikringer samt den generelle forsikring for El Parlamnt

Brevet henviser til “risikoen ved de seneste politiske begivenheder i Catalonien”. 

Propaganda-video

Løsrivelsesgruppen Omnium lancerede i går en video under navnet “Help Catalonia”, som du kan se her.

Videoen fik ikke lov til at stå alene lang tid og fra flere sider blev det påtalt, at der i videoen er brugt klip fra episoder, der ikke fandt sted den 1. oktober

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.