Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kinesere mænger sig på vinmarkedet

Skrevet af Pia Bruun, tor, 30/04/2015 - 01:00

Penge & Forbrug

VIN: Kina haler ind på Spanien og skubber Frankrig ned ad listen, når det gælder vinmarker.

Tallene for 2014 viser, at Kina havde 799.000 hektar jord afsat til vindyrkning mod 1.020.000 hektar i Spanien.

Dermed er Kina nu oppe på en andenplads som det næststørste vinområde i verden og skubber dermed Frankrig ned på tredjepladsen. Det fremgår af tal fra Den Internationale Vin-organisation.

Frankrig er dog fortsat den største producent af vin i verden, da man bankede 47 millioner hektoliter af sted sidste år. Landet fører også, når det gælder eksportindtægter. Frankrig eksporterede sidste år vin for over 7,7 milliarder euro.

Spanien har dog den største afsætning, men en lavere indtægt end nabolandet i nord.

USA er den største aftager af spansk vin med 31.000 hektoliter, hvilket svarer til 13 procent af landets import. Herefter kommer Frankrig og Italien.

Kina satser stort

Kina er godt på vej som en vigtig aktør på det globale vinmarked og tegner sig nu for 11 procent af det område, der er opdyrket til vinproduktion. Det er en solid stigning fra en andel på fire procent i 2000.

Kina har plantager med hundredvis og tusinvis af hektar vinmarker, der er anlagt med kinesiske penge, men udviklet ved hjælp af udenlandske vineksperter fra Australien, USA, Spanien, Frankrig og Italien, siger Jean-Marie Aurand, leder af Den Internationale Vin-organisation, OIV.

Han understreger, at mange unge kinesere er rejst til udlandet for at lære om vin, og at landet nu er ved at oprette sine egne uddannelsescentre.

Europa har skrumpet sine vinmarker ind med i alt 94.000 hektar om året i et forsøg på at forbedre kvaliteten og effektiviteten.

Frankrig har reduceret sit vinområde med en tiendedel i løbet af det seneste årti, men uden at det altså har truet landets førerposition, når det gælder eksportindtægter fra de populære dråber.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.