Græd, klovn!
Skrevet af Torben Wilkenschildt, ons, 01/08/2018 - 11:01
Krimi og katastrofe
KRIMI: Det kan være farligt at prale med sine bedrifter. Især hvis man får dem tatoveret på synlige steder.
Det var en rigtigt kedelig personage, Policía Nacional forleden fik fat på i Manacor på Mallorca.
Han er mistænkt for at stå bag masser af indbrud på øen.
Politiet har været i hælene på en usædvanligt flittig tyv siden februar. Man kunne genkende hans fremgangsmåde, hans modus operandi, fra sted til sted i flere end 20 tilfælde.
Det skriver Policía Nacional i en pressemeddelelse.
Manden, der nu er anholdt og mistænkt i sagen, er en 29-årig colombianer. Angiveligt skulle han være i stand til at kunne bruge et brækjern så overlegent dygtigt, at han ikke har det mindste problem med at vriste skodder op og komme ind i huse og lejligheder uden en lyd.
Holder mistanken stik gjorde han det flere gange i fuldt dagslys - nogle gange endda mens beboerne var i huset.
Alligevel blev han aldrig nogensinde set.
Politimorder?
På et tidspunkt fandt politiet dog ud af, at tyven måske kunne være tatoveret på underarmene.
Det er der jo mange, der er, men disse tatoveringer var helt specielle. Det var fængselstatoveringer af klovne eller jokere.
Disse tatoveringer betyder i colombianske fængsler, at man har myrdet en politimand.
Spillede italiener
Det varede dog et stykke tid, inden man fandt frem til den 29-årige, for selv om han havde et colombiansk pas, havde han også to falske italienske identiteter.
Faktisk havde han allerede været tilbageholdt for at true og angribe tjenestemand i funktion under den ene italienske identitet.
Men en aften klappede fælden.
Han gik på natklub, og under en rutinekontrol blev han spottet.
Han vakte betjentenes mistanke både på grund af tatoveringerne, og fordi han prøvede at bruge et af sine falske italienske pas.
Indbringende erhverv
Han blev pågrebet, og man har siden kunnet opklare foreløbig 20 røverier af smykker, da man har beslaglagt værdigenstande og penge.
I alt har brækjernet givet for 63.450 euro smykker, 22.840 euro i IT-udstyr, og 12.570 euro i kolde kontanter.
Gammel kæreste hjalp
Politiet mener, at hans tyverier kan sættes i forbindelse med en gammel flamme, som blev arresteret i Palma, da hun forsøgte at sælge smykker i forskellige forretninger i byen.
Man mener, at klovnemanden har grinet sig igennem mange flere røverier, men man mangler beviserne.
Men nu er grinet størknet, for dommeren i Manacor var ikke i tvivl og sendte ‘klovnen’ direkte i varetægtsfængsel.
Der kan han måske få en ny tus.
Smilet er nok stivnet nu
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.