Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Bygning styrter i grus

Skrevet af Kathrine Hesner, Pia Bruun, ons, 29/04/2015 - 11:15

Krimi og katastrofe

VIDEO: Bygningskollaps efterlader ti familier uden tag over hovedet. Årsagen menes nu at være fundet.

Dramaet udspillede sig i Elche, Alicante, i går klokken 17:20, og på mirakuløs vis var der ingen, der blev begravet, da bygningen faldt sammen som et korthus.

Eksperter har undersøgt murbrokkerne i et forsøg på at finde årsagen, og man er allerede kommet et godt stykke vej. Ejendommen ligger i Calle Ginés García Esquitino i Carrus-kvarteret i Elche i den sydlige del Costa Blanca.

Kun ydermuren står tilbage, mens tag, loft og gulve er brast sammen. Også dele af strukturen er brudt sammen.

15 minutter fra alvorlig ulykke

En kvinde i 30-års-alderen slap med en forstuvet ankel. Hun var i sin lejlighed på tredje sal og havde netop 15 minutter forinden rejst sig fra sofaen efter en siesta med sin lille baby. Hun var netop gået fra stuen og ud i køkkenet, og det reddede hendes liv.

Ingen kom alvorligt til skade, men tre personer - heriblandt to brødre på ni og 17 - måtte på hospitalet. Brødrene måtte have akut krisehjælp på grund af panikangst.

Redningstjenesten medbragte sporhunde for at kunne søge efter mulige ofre begravet i murbrokkerne, og der blev også sendt en helikopter til området. Det er ganske utroligt, at ingen blev begravet eller på anden måde kom alvorligt til skade i sammenstyrtningen.

Hvorfor skete det?

Utætheder, revner i murværket, strukturelle defekter eller træt beton? Først var det et mysterium for eksperterne, hvorfor en bygning fra 1970 på den måde kunne kollapse, men arkitekt Julio Sagasta mener at have fundet årsagen.

To betonbjælker, som støttede taget, kollapsede, og vægten af det kollapsede resulterede i, at hele den ene side af bygningen kollapsede – etage for etage.

De lokale myndigheder har tilbudt de ti nu hjemløse familier at støtte med 40 procent for husleje et andet sted, men de har kun fået to dage til at ansøge.

Se video fra stedet:

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.