Kongen går ned i løn
Skrevet af Kathrine Hesner, ons, 11/02/2015 - 10:56
Kendte & kongelige
KONGELIGE: Ny åbenheds-trend skal rette op på populariteten, så nu kan du snage i de kongeliges budgetter.
Kong Felipe VI kommer til at tjene 20 procent mindre end sin abdicerede far, lød det i går fra Kongehuset. Da han overtog kronen, lovede han da også at polere den.
Og det var tiltrængt efter skandale på skandale i den spanske kongehus.
Den 47-årige Felipe vil modtage 234.204 euro i apanage i 2015 for rollen som statsoverhoved, løs det i en officielt udmelding fra slottet. Budgettet er blevet offentliggjort på kongehusets hjemmeside som en del af de nye tider med gennemsigtighed og offentlighed.
Apanagen er en femtedel mindre end de 293.000 euro, farmand Juan Carlos fik udbetalt som konge i 2014. Felipe selv tjente præcis halvdelen af dette beløb i sit sidste år som prins, hvorefter han overtog tronen fra 76-årige Juan Carlos i juni.
Slottets samlede budget er dog stort set uændret på 7.800.000 euro og blev godkendt i sidste års statsbudget.
Tirsdagens erklæring beskriver detaljeret, hvordan disse penge vil blive brugt; altså en del af slottets imagepleje og bestræbelser på at fremstå mere gennemsigtig.
Dronning Letizia, den 42-årige tidligere journalist og nyhedslæser, får en løn på 128.808 euro.
Juan Carlos, der fortsat har titel af konge trods at have abdiceret, får 187.356 euro.
Tiltrængt polering af kronen
Budgettet til kongehuset er blevet skåret eller frosset hvert år fra 2010, hvor Spanien har kæmpet for at stabilisere de offentlige finanser.
Det er fjerde år i træk, at slottet har offentliggjort sit budget, som betales af det offentlige, og er godkendt af parlamentet.
Kongefamiliens popularitet styrtdykkede i de sidste år af Juan Carlos’ regeringstid på grund af en række skandaler med blandt andet rygter om fremmede damer, uægte børn og elefantjagt i Botswana.
Allerede få uger efter, Felipe tog over, kunne man se en stor forskel i meningsmålingerne, så der er ingen tvivl om, at han har udgjort et tiltrængt friskt pust.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.