Kongen hård ved søster
Skrevet af Torben Wilkenschildt, fre, 12/06/2015 - 11:08
Kendte & kongelige
KONGELIGE: I tre år har kongerne tigget Cristina om at fraskrive sig arveretten. Nu strammer kongen skruetvingen - selv siger hun, at hun "slog op" først.
Spaniens Kong Felipe har besluttet, at hans bedragerianklagede lillesøster, prinsesse Cristina, ikke længere må kalde sig for Hertuginden af Palma. Det meddelte Kongehuset i går.
I Statstidende 'Boletín Oficial del Estado', BOE, bliver det beskrevet, at titlen officielt vil blive fjernet i dag. Der står:
"Regenten har besluttet at tilbagekalde Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Cristina retten til at anvende titlen Hertuginde af Palma de Mallorca".
Brevet er underskrevet af kongen og premierminister, Mariano Rajoy.
Jeg kom først!
Selv har Cristina dog en lidt anden version af begivenhedernes gang. Ifølge hendes advokat, Miquel Roca, sendte han på prinsessens anmodning er brev til Kongehuset for næsten to uger siden, hvori Cristina fraskrev sig titlen som hertuginde.
Men kilder fra Kongehuset siger, at brevet først ankom til Kong Juan Carlos i går, efter at Kongehuset havde offentliggjort beslutningen. Brevet var dateret den 1. juni.
Stadig med i arvefølgen
Uanset hvem der slog op med hvem først, så er den 49-årige Infanta Cristina fortsat nummer seks i arvefølgen til den spanske trone. Kilderne fra kongehuset fortæller også, at afgørelsen om at give afkald på sin ret som tronfølger fortsat er op til prinsessen selv, men der er ikke megen tvivl om, hvad Kong Felipe nok godt kunne tænke sig.
Kong Felipe VI har truffet sin beslutning, efter at bettesøster i de seneste tre år angiveligt har nægtet at give afkald på sine rettigheder til den spanske trone frivilligt, som først Kong Juan Carlos bad hende om, og siden brormand, Kong Felipe VI.
Anklaget for bedrageri
Årsagen til al balladen er, at Cristina er anklaget for meddelagtighed til skattesvig i millionklassen, hvor hendes mand Iñaki Urdangarin er en af de hovedanklagede. Hun er det første medlem af den spanske kongefamilie som er anklaget i en straffesag.
Prinsessen skal sidde på anklagebænken i 2016, og dommer Castro har allerede meldt ud, at han går efter otte års fængsel til hende for at være "den nødvendige samarbejdspartner" i sin mands finanspolitiske forbrydelser.
Titlen som Hertuginden af Palma fik hun af sin far, Kong Juan Carlos 1, i 1997, da hun blev gift med Urdangarin.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.