Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Konkurs udløser navneskift

Skrevet af Kristoffer Olesen, man, 15/10/2018 - 12:30

Fly & trafik

FLY & REJSER: Primera Travel Group får nyt navn, efter datterselskab krakkede forrige uge.

Vi var knap nok kommet ind i oktober, før endnu en en dårlig nyhed fik tusindvis af europæiske rejsende til at rive sig i håret.

Flyselskabet Primera Air gik konkurs og efterlod strandede kunder og ødelagte ferieplaner. Læs mere her

Navnet til trods vil Primera nok næppe være nogens førsteprioritet i fremtiden, og derfor har moderselskabet, Primera Travel Group, nu taget konsekvensen og skiftet navn til TravelCo Nordic.

I samme omgang bliver den administrerende direktør for datterselskabet Bravo Tours, Peder Hornshøj, koncernchef for hele virksomheden.

Blakket ry

Som de fleste nok har gættet, skyldes navneforandringen, at man gerne vil distancere sig fra det konkursramte selskab.

- Der er ikke noget særligt i dette. Vi ville gerne lægge Primera-navnet bag os, så det, der tidligere hed Primera Travel A/S og var moderselskab for blandt andet Bravo Tours, nu hedder TravelCo Nordic, udtaler Hornshøj til Standby.dk

Udover Peder Hornshøj består ledelsen i TravelCo Nordic af Bravo Tours’ tidligere kommercielle direktør, Gitte Søndergaard, og tidligere økonomichef Maj Brit Mølsted.

Ifølge Hornshøj skal man dog ikke lægge for meget i de nye forandringer.

- Jeg er administrerende direktør for TravelCo Nordic, hvorunder de to islandske selskaber Heimsfedir og Terra Nova også hører. Men de har som hidtil deres egne islandske direktører, fastslår han.

Stor spiller

TravelCo Nordic er bestemt ikke en beskeden virksomhed. Ifølge selskabet selv har man en årlig omsætning på 2,2 milliarder kroner og flere end 300.000 rejsende om året.

150.000 af dem bliver fodret af Bravo Tours.

Det gamle Primera Air var også en stor spiller. Inden krakket fløj lavprisselskabet årligt langt over en halv million passagerer til og fra Danmark.

Vi må håbe, at koncernen kan holde skuden på ret køl i fremtiden!

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.