Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kontroversiel kongehygge

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 16/01/2017 - 12:13

Kendte & kongelige

KONGELIGE: Kong Felipes delegation vækker opsigt i Saudi-Arabien, hvor der bliver smilet og hygget, men ikke snakket om ligestilling og menneskerettigheder. Eneste kvinde lavede dog en ordløs protest.

Kong Felipe er på sit første statsbesøg i Saudi-Arabien, og som flere andre statsoverhoveder før ham har han haft vanskeligt ved at få menneskerettighederne på dagsordenen.

Netop det punkt er ikke noget, som det hovedrige land er kendt for at gå særligt meget op i.

Den kvindelige handelsminister kom dog til at komme med sin egen, tavse protest.

Inden mødet lovede den spanske udenrigsminister, Alonso Dastis, ellers i en tale i Senatet, at emnet ville blive taget op i Saudi-Arabien. Men det kunne åbenbart ikke rigtigt lade sig gøre.

Dastis havde lidt uformel snak om ligestilling med nogle af kong Salmans talsmænd, men aldrig med kongen selv. Det går dog fremad, siger Dastis. For eksempel har kvinderne fået lov til at stemme og stille op til lokalvalgene.

Miniskørt tager fokus

Iøjnefaldende var det dog, at den eneste kvinde, der var med i Felipes følge, langt fra havde klædt sig i arabisk klædedragt.

Hun må have fået den saudiske regering til at få teen i den gale hals, skriver El Mundo.

Ikke noget med sort abaya-kjole til anklerne for handelsminister Maria Louisa Poncela.

Hun deltog i forskellige officielle sammenkomster iført en lårkort, vinrød kjole og uden tørklæde. Ifølge hendes ministerium ville hun kun være nødt til at bære abaya, hvis hun gik uden for, men det gjorde hun ikke på noget tidspunkt.

Ikke imponeret

Den spanske ambassade i Riad har udtalt, at der ikke findes noget krav om, at besøgende fra officielle delegationer til kongedømmet skal bære abaya. Man argumenterer, at man ikke var ude på at provokerede, og at saudiaraberne ikke havde klaget over tøjvalget.

Det gjorde de dog i de lokale medier, og i højere kredse i kongedømmet var man ikke imponeret.

Kong Salman tildelte Kong Felipe Kong Abdulaziz’ halskæde; en orden, der kun gives til fremmede statsoverhoveder. 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.