Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kontroversielle katolikker

Skrevet af Simon Koefoed Toft, tir, 18/04/2017 - 01:00

Samfund og Politik

SAMFUND & SKOLE: Drengene til fodbold og pigerne i køkkenet - religiøs skole undersøges for kønsdiskrimination.

Uddannelses-departementet i Madrid har besluttet at sende inspektører til en katolsk skole i forstaden Alcorcón.

Grunden er, at man mistænker, at skolen kønsdiskriminerer sine elever ved at tilbyde dem forskellige aktiviteter efter skoletid afhængigt af, om de er drenge eller piger. Det skriver Elpais.com

Ifølge radiostationen Cadena SER var skolens drenge på et tidspunkt på udflugt til Real Madrids fodboldstadion, Bernabéu, mens pigerne skulle besøge et suppekøkken.

Pigerne har også fået strikkeundervisning, som drengene ikke har deltaget i, forlyder det.

Direktør i stormvejr

Juan Pablo II, som skolen hedder, har tidligere været i offentlighedens søgelys, fordi skolens direktør, Carlos Martínez, kom i problemer med myndighederne over et brev til skolens elever og forældre, der indeholdt “homofobiske referencer”.

Specifikt sammenlignede direktøren Madrids lovgivning, der sikrer homo- og transseksuelles rettigheder, med “fanatisk terrorisme”. Det skriver Elpais.com

I den forbindelse blev han fundet skyldig i homofobi og straffet med en bøde.

Anti-trans

Tilsyneladende har bøden dog ikke afskrækket skolen fra at komme med kontroversielle og upopulære udmeldinger.

På skolens hjemmeside findes en kampagne til fordel for direktøren, som indeholder stærk kritik af transseksuelle.

El País skriver, at budskabet minder om dem, der stod skrevet på siden af en bus ejet af den ultrakonservative katolske bevægelse “Hazte Oír” (“Gør din stemme hørt”), som bystyret i Madrid forbød fra byens veje i februar.

Risikerer bøde

Hvis inspektørerne fra uddannelses-departementet finder, at skolen har diskrimineret sine elever, kan skolen se frem til en økonomisk afklapsning fra bystyret.

Skolen er nemlig statsstøttet, og regionens regler på området siger klart og tydeligt, at alle aktiviteter uden for normal skoletid skal godkendes af myndighederne.

Styret i Madrid har imidlertid ikke sagt god for Juan Pablo II’s kønsopdelte aktiviteter, og man vil nu tage stilling til, om skolen skal straffes for både den forseelse, og for kønsdiskrimination.

Det forventes, at der falder en afgørelse i sagen i denne uge.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.