Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Korstog mod ulovlig udlejning

Skrevet af Torben Wilkenschildt, man, 09/09/2019 - 07:00

Bolig

FERIEBOLIGER: Valencia-regionen hyrer privat firma til at afsløre den store ulovlige udlejning, men er det egentlig regionens egen skyld?

Generaldirektøren for turisme i Valencia-regionen, Herick Campos, har meddelt, at regionen nu uddelegerer afsløringen af den ulovlige udlejning af ferieboliger til et privat firma. 

Valencia-regionen består af provinserne Castellón, Valencia og Alicante.

Herick Campos oplyser, at regionen allerede har en intern kontrolvirksomhed men også, at den ikke er tilstrækkelig med de personalemæssige ressourcer, som regionen har.

Herick Campos

- De ulovlige ferieboliger ødelægger vores image og kvalitet på destinationerne, samtidig med, at udlejerne - private personer eller firmaer - snyder i skat, udtaler Herick Campos.

For at kunne udleje en feriebolig i regionen, skal man have en officiel udlejningstilladelse fra regionalregeringen, La Generalitat.

Skat og bøder

Skatten som en udenlandsk EU-borger betaler er 19 procent af overskuddet ved udlejningen svarende til lejeindtægten med fradrag af driftsudgifterne i udlejningsperioden.

Herick Campos tilføjer, at man har fra både regionens og politi-myndighedernes side har forsøgt med oplysningskampagner, men at det ikke har været nok.

Udlejning uden registrering og indberetning af lejere hos Policía Nacional eller Guardia Civil er strafbart med meget høje bøder eller sågar konfiskation af ejendommen til følge.

Det private firma er specialiseret i at afsløre ikke registrerede udlejningsboliger. Det vil blandt andet ske ved gennemgang af både de sociale medier, udlejningsportaler på internettet og andre applikationer. Ved at sammenligne med databasen for ferieboliger med udlejningstilladelse, kan de ulovlige udlejninger være let at afsløre.

Regionens egen skyld?

At nogle udlejere blæser på lovgivningen kan delvist forklares med Valencia-regionen nye lov fra sommeren 2018, hvor en udlejer, inden ansøgningen til La Generalitat, skal have grønt lys fra den kommune, hvor ferieboligen er beliggende.

Gennem Spanien i Dags arbejde med at opnå udlejningstilladelser for vores læsere, har vi en betydelig erfaring i, hvor store problemer loven har betydet.

For det første var kun de færreste af regionens i alt 542 kommuner overhovedet vidende om den nye lov, og i mange tilfælde var det os, der gjorde kommunerne opmærksomme på loven. Det medførte meget lange ekspeditionstider og på nuværende tidspunkt har vi stadigvæk hængende ansøgninger hos kommuner, der af hensyn til deres egen byplanlovgivning endnu ikke har kunne give deres ok. 

Det havde været mere end smart, at La Generalitat i god tid inden lovens vedtagelse havde sørget for, at de 542 kommuner var blevet orienteret om konsekvenserne af den.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.