Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kun få vil mødes

Skrevet af Kathrine Hesner, tir, 23/01/2018 - 12:00

Samfund og Politik

POLITIK: Sjældent har danskere hørt og set så meget til en spansk politiker, og sjældent har spanske medier haft så mange forsidehistorier med Copenhague og Dinamarca i rubrikkerne. I dag skal tidligere catalansk præsident mødes med danske politikere, men kun få gider at lege.

Den tidligere catalanske præsident Carles Puigdemont er på besøg i Danmark - et land, han ser meget op til.

Mange gange har han sagt, at han gerne så, at Catalonien bliver Sydeuropas Danmark. Begejstringen gengældes dog ikke ubetinget…

I går deltog han i et debatmøde på Københavns Universitet, men som flere danske medier har skrevet, deltog han ikke på grund af en invitation fra universitetet. Han har angiveligt selv inviteret sig for omkring ti dage siden som en provokation, skriver blandt andet Kristeligt Dagblad.

Ville provokere

Blandt andet El Mundo og El País skriver også i dag, at den egentlige årsag til, at den tidligere seperatistleder for første gang forlod sit eksil i Belgien og tog til Danmark, var, at provokere de spanske myndigheder til at udstede en international arrestordre, så han kunne blive anholdt under stort ståhej.

Men den spanske højesteretsdommer afviste af udstede ordren, så debatten startede planmæssigt klokken 14. 

Ved debatarrangement stod Puigdemont over for professor Marlene Wind og professor Christian F. Rosbøll. Mikkel Vedby Rasmussen, professor og leder af Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, var ordstyrer.

Francos skygge er lang

Og det hele startede med, at Puigdemont fik lettet hjertet efter de mange uger i eksil. Og der var mange ord! Kort fortalt knokler han for dialog og politisk løsning, mens Madrid og Rajoy gør det modsatte, og: 

- Francos skygge er stadig lang i Spanien. Danmark ville aldrig tillade at gøre den her slags mod et demokratisk valgt styre, sagde Puigdemont blandt andet fra talerstolen i den danske hovedstad.

- Det er ikke kun Spaniens demokrati, der er på spil her. Det er hele Europa. Der skal findes en politisk løsning på situationen i Catalonien - ikke en strafferetlig, afsluttede han.

Ordstyreren Mikkel Vedby Rasmussen sagde efterfølgende tak for indlægget, og at han kunne forestille sig, at der nok var et par stykker i Madrid, der godt kunne tænke sig at komme med en lidt anden udlægning af situationen, men at der desværre ikke er nogen eksperter til stede til at gøre det i dag.

Det skulle handle om politisk teori og en debat om demokrati generelt.

Tager du noter?

Men det er som bekendt ikke let at ignorere en stor lyserød elefant, der tramper rundt i et lokale. 

Da  professor Marlene Wind tog mikrofonen, startede hun egentlig lidt hakkende og tilsyneladende nervøs. Det ændrede sig dog ret hurtigt, da hun bad Puigdemont om at tage noter, for hun havde MANGE spørgsmål og ville i øvrigt ikke afbrydes!

Og ja, der var mange spørgsmål, og de var meget direkte. Et lille udpluk:

  • Er den spanske grundlov ikke lov og demokrati? Den har du jo stemt for - bør den ikke respekteres?
  • Kun 43 procent stemte - er det demokrati? Hvad med det stille flertal? Kun et snævert flertal vil uafhængighed - er det ikke et problem?
  • Har din lederstil ikke været med til at provokere? Du siger, du vil dialog, men hele stilen med at haste frem med selvstændighed - har det ikke været med til at eskalere situationen?
  • Catalonien er den rigeste region i Spanien - er I bare forkælede og gider ikke at dele med de andre?
  • Hvad er målet? Skal Europa deles op i 100 - 200 stater? 
  • Kun få danske politikere vil mødes med dig, hvad mener du om det? 

Hun indledte med at sige, at hun jo ikke var ekspert i spansk indenrigspolitik, og den var Puigdemont ikke sen til at følge op på, da han fik ordet igen:

- Du siger du ikke er ekspert… Nej, det er du ikke, indledte han, og derefter svarede han lidt hist og pist.

“Demokrati er deltagelse, mulighed for forandring, afstemning. Jeg er ikke provokerende, men kommunikerer direkte. Jeg respekterer alle” og lignende. 

Men Marlene Wind er ikke voldsomt imponeret og har efterfølgende til spansk presse sagt, at hele cirkusset med Puigdemont handler om at præsentere sig som Rajoys offer.

Kun få vil mødes

Heller ikke de danske politikere vil rigtig pille ved sagen, og i dag skal han besøge Christiansborg.

Det er folketingsmedlem Magni Arge (T), der står bag et møde med den catalanske ekspræsident Carles Puigdemont tirsdag i Folketinget.

Ingen politikere fra regeringspartierne vil møde op. Danske politikere skal ikke blande sig i spanske forhold, lyder det blandt andet. 

Men udenrigsordfører og tidligere udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) mener omvendt, at det netop er en udenrigspolitikers opgave at forholde sig til verdens konflikter. På Facebook skriver han:

- Jeg agter derfor at deltage i mødet med Puigdemont i morgen (tirsdag, red.) - uden at jeg af den grund er enig med ham eller ønsker at blive spændt for selvstændighedsbevægelsens vogn.

Derudover deltager ifølge Jp.dk: Enhedslistens Nikolaj Villumsen og Pelle Dragsted. Alternativets partileder Uffe Elbæk samt Det grønlandske folketingsmedlem Aleqa Hammond (løsgænger).

Ifølge Elmundo.es har hele 76,5 procent af de danske folketingspolitikere afvist at mødes med Puigdemont.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.