Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kunne du ikke læse Spanien i Dag?

Skrevet af Torben Wilkenschildt, tor, 14/10/2021 - 07:00

Teknologi & Videnskab

TEKNOLOGI: Onsdag morgen var Spanien i Dag blot én blandt 1,3 millioner erhvervskunder, der blev ramt af menneskelig fejl.

Forestil dig at sidde på Spanien i Dags redaktion og vide, at vores læsere ikke kan komme ind og læse nyheder på vores hjemmeside. Heller ikke kunne lægge en besked ind om en fejl eller sende en email til læserne. Forestil dig også, at vi ikke kunne arbejde videre med dagens redaktionelle indhold.

Det eneste vi kunne, var at informere om det på vores Facebook-side.

Forestil dig også, at vores webmaster ikke kunne komme i kontakt med det hostingfirma, hvor vores server befinder sig - hverken på telefon eller email.

Vi - og 1,3 millioner andre - vidste absolut intet i op mod én time…

Oh là là

Spanien i Dags server er hostet i den nordfranske by Rubaix hos Europas største udbyder, OVH, der også er verdens fjerde største. 

Hvorfor i Rubaix - det er jo lidt langt fra redaktionen i Fuengirola - kunne man spørge?

Men, det er jo i verdens gigantiske netværk ligegyldigt. En server er ikke noget man besøger men alene kommunikerer med elektronisk. Og siden vi for mange år siden flyttede til Rubaix, har alt bare fungeret perfekt.

Indtil i går...

Klokken godt ni onsdag gik alt i sort og det varede næsten frem til klokken 10:30. Ingen læsere kunne åbne Spanien i Dag i det tidsinterval.

Men i Rubaix var der ikke noget galt. Heller ikke i de omkring 30 datacentre, som OVH har liggende primært i Europa.

Nej, vi skal en tur over Atlanterhavet, hvor OVH havde planlagt en "rutinemæssig omkonfiguration" i et af sine datacentre i USA. 

Den skulle udføres med det formål at styrke sikkerheden mod de såkaldte DdoS-angreb, der er steget betydeligt i den seneste tid forklarede OVHs direktør, Octave Klaba, efterfølgende.

Stakkels kvinde eller mand

Klaba erkendte bagefter selv, at den globale afbrydelse skyldtes en menneskelig fejl under omkonfigureringen af netværket i det amerikanske datacenter, og det resulterede i et nedbrud i hele OVHs 'backbone.'

'Backbone' - rygrad - er i it-terminologi betegnelsen for den del af et datanet med særlig høj kapacitet, som samler trafik fra nettets periferi, transmitterer den og atter fordeler den til periferien. 

OVHs backbone i Europa

Da det minder om motorvejsnettets opgaver, omtales internettets backbone indimellem som “'nformationsmotorvejen.'

På redaktionen beklager vi over for de læsere, der gik forgæves i går. Det skete nemlig på et tidspunkt, hvor der normalt er mange læsere inde på vores hjemmeside.

Og så sender vi vores tanker til den stakkels kvinde eller mand...

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.