Kurven fortsætter opad
Skrevet af Kathrine Hesner, man, 28/09/2015 - 13:00
Bolig
BOLIG: Udviklingsministeriet: Over 100.000 boliger blev solgt i 2. kvartal af 2015, og særligt Alicante og Málaga er populære blandt udlændinge.
Forbedret adgang til lån og stigning i beskæftigelsen har betydet, at hussalget er steget i næsten et år nu, og den opadgående tendens fortsatte i årets andet kvartal.
Faktisk er der nu solgt flere boliger end for et år siden i 14 af de 17 autonome regioner. For blot et par måneder siden var der kun registreret stigning i halvdelen af landet. Og for første gang i fem år er der blevet solgt flere end 100.000 boliger på et kvartal.
Det skriver Cincodias.com
En mangel på nye boliger
Tallene, der blev offentliggjort onsdag i sidste uge af Udviklingsministeriet, viser, at boligsalget steg med 13,9 procent i andet kvartal i forhold til samme periode i 2014. I alt blev der registreret 104.530 salg, hvilket er det bedste kvartal siden 2010. Det er primært takket være det løft, der er sket på brugt-bolig-markedet samt aktiviteten i de store byer.
I alt blev 91.499 brugte boliger solgt mellem april og juni, hvilket er en stigning på 22,6 procent i forhold til året før. Men den mest betydningsfulde udvikling er, at brugte boliger udgjorde 87,5 procent af det samlede marked i 2. kvartal 2015, og det fortsætter i takt med at antallet af usolgte nyopførte boliger går ned.
Faktisk steg køb af nyopførte boliger kun med 2,5 procent i 2. kvartal af 2015 i forhold til samme periode i 2014. I alt 13.031 nye boliger blev solgt, hvilket svarer til godt 12,5 procent af det samlede antal salg.
Ser vi på de selvstyrende regioner enkeltvis, er der øget boligsalg i 14 regioner ledet af La Rioja, hvor salget steg med 44,2 procent, Balearerne med en fremgang på 30,1 procent og Cantabrien med 29,4 procent.
I den modsatte ende af spektret faldt boligsalget i tre regioner: Navarra med 14,7 procent færre salg i andet kvartal af 2015 i forhold til samme periode i 2014, Extremadura med 1,5 procent færre salg og Baskerlandet med en lille fald op 0,6 procent.
Et andet resultat af tallene fra ministeriet er, at nogle få store byer tilsyneladende rigtig er hotte, når det handler om at shoppe bolig. Madrid, Barcelona og Valencia var de byer, hvor de fleste boliger blev solgt mellem april og juni med henholdsvis 8.252, 3.590 og 1.975 solgte boliger.
Men hvad rykker så blandt os udlændinge? Først og fremmest har vi også fået tegnebogen frem i gen, og i løbet af andet kvartal af 2015 blev der solgt 17.307 boliger til residente udlændinge, hvilket er en stigning på 17,2 procent, mens salget til ikke-residente udlændinge udgjorde 1.244 boliger, hvilket er en fremgang på fem procent i forhold til samme periode sidste år.
Provinserne, hvor udlændinge har mest købelyst, er Alicante (4.141), Málaga (2.517), Barcelona (1.470) og Madrid (1.173).
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.