Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Kvinder reddet fra druknedøden

Skrevet af Kristoffer Olesen, fre, 12/10/2018 - 11:09

Vejr og natur

VIDEO: Skræmmende billeder viser, hvorfor man skal tage advarslerne alvorligt, når myndighederne hæver alarmberedskaberne.

Mallorca er langt fra det eneste sted i landet, som er blevet ramt af et ubarmhjertigt vejr. Både Solkysten og Catalonien har også mærket vandmassernes indtog.

Barcelona og de catalanske kystbyer har været specielt hårdt ramt, hvilket også har været reflekteret i myndighedernes vejr-varslinger.

Og dem skal man tage seriøst.

En video fra Tarragona viser med al tydelighed, hvor galt det kan gå, hvis man bliver taget på sengen af vejrguderne. Og det behøver ikke engang at dreje sig om særligt dybt vand.

Fanget under bil

På videoen kan man se, hvordan to kvinder på 21 og 45 ligger fanget under en bil midt i oversvømmelserne.

Vandet fosser om ørene på dem, men selvom vandet ikke står særligt højt, kan ingen af dem kan komme derfra ved egen hjælp.

Kun med nød og næppe slipper de med livet i behold, da en flok heltemodige brandfolk og tilfældige forbipasserende får dem hevet i sikkerhed.

Ville bare hjælpe

Ifølge øjenvidner krydsede den 21-årige vejen, da hun pludselig blev ramt af en motorcykel, som vandmasserne havde trukket med sig.

Køretøjet fik hende mast ind under en parkeret bil, hvor hun sad ubehjælpsomt fast.

Den 45-årige kom straks til hendes undsætning, men blev selv væltet af den stærke strøm og fastklemt under samme bil.

Efter at være blevet reddet fra druknedøden blev de to kvinder hastet til hospitalet.

Den 21-årige er stadig i kritisk tilstand, mens den 45-årige efter omstændighederne har det godt.

Se videoen her:

 

Vejledning til bilister

Sådan skal du forholde dig, hvis du bliver overrasket af stormfloder under kørslen:

Undgå at parkere bilen på udsatte områder. Al færdsel langs floder og andre vandløb frarådes, men hvis du krydser en flod i bilen og bliver overrasket af vandet, gælder det om at komme ud af bilen så hurtigt som muligt.

Hvis du kan kravle ud af vinduet, er det bedre end at åbne døren. Og sørg for at kravle ud i den modsatte side i forhold til, hvor vandet kommer fra.

Hvis det er muligt, så kravl op på taget af bilen og vent der på at blive evakueret.

Hvis vandet stiger for meget, og du er tvunget til at redde dig selv, så svøm med strømmen og aldrig mod den. Selvom afstanden til sikkerheden måske er kortere i retning mod strømmen, kan det ikke betale sig.

Vejr-varsler

Varslingssystemet i Spanien omfatter 15 atmosfæriske fænomener:

Regn, sne, vind, storm, ekstreme temperaturer, kystnære fænomener (vind og hav), højt niveau af støvpartikler i luften, laviner, cantabriske storme, stormflod ved Balearerne (rissagas), tåge, tø-vejr, hedebølge, kuldebølge og tropiske storme.

Meteorologisk Institut, Aemet, klassificerer sine varslinger i fire niveauer med hver sin farve:

Grøn - ingen fare

Gul - ingen risiko i almindelighed, men for nogle specifikke fænomener

Orange - signifikant risiko, der kan udgøre en vis fare for almindelige dagligdagsaktiviteter

Rød - ekstrem risiko, da det er usædvanligt fænomen af usædvanlig intensitet og høj sikkerhedsfare for befolkningen.

Natten til onsdag denne uge blev alarmberedskabet netop hævet til rød flere steder - blandt andet i Málaga og flere områder i Catalonien. Det betyder, at myndighederne fraråder al udkørsel og generelt råder folk til at holde sig inden døre.

 

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.