Lærer nød så nøgne kvinder at spinde?

Selv skal jeg da også iføre mig en humørhat for at kunne skrive om emnet. Ligesom mange af de spanske politiske journalister og iagttagere har måtte gøre det efter ikke-tale-sammen-fiaskoen i Kongressen og udskrivelse af det nye meningsløse valg den 10. november.

Et valg, der hænger vælgerne langt ud af halsen, ligesom de toppolitikere, der ikke har kunnet finde ud af det og bruger løs af statskassen til deres dumheder. Mange vælgere har allerede besluttet, de ikke vil vise politikerne den ære, at stemme på dem igen.

Det blev et overraskelsens chok, da vi tirsdag kunne bringe artiklen om, at d’herrer toppolitikere nu var begyndt at tale sammen i stedet for konstant at svine hinanden til gennem pressen.

Begynder de nu at kunne danse sammen?

Anledningen til samtalerne var dog trist. Meget trist. Højesterets domme over separatist-politikerne sendte deres tilhængere og infiltratorer på gaden, og det førte til reel gadekrig i Barcelona med alt for mange sårede.

Men det var altså noget så alvorligt, der skulle til, før Pedro Sánchez, Pablo Casado, Albert Rivera og Pablo Iglesias kom på talefod - i første omgang dog kun telefonisk.

Selv kunne jeg næsten ikke få armene ned, da jeg øjnede chancen for, at d’herrer efter valget kunne tale sammen om nødvendigheden af en bredt funderet regering hen over midten, der kan få Spanien ud af dødvandet og komme videre. Eksempelvis med et statsbudget, der er betingelsen for, at aktiviteter kan sættes i værk.

Specielt bemærkelsesværdigt var det, at Ciudadanos’ leder Albert Rivera ville tale med Sánchez. Det har han ellers nægtet siden juni, hvor han ophøjede sig selv til en gud. Ligesom han under valgkampen og efter valget udråbte sig selv som den eneste rigtige nye regeringschef og den nye leder af højrefløjen i Kongressen - i øvrigt med færre mandater end PP.

Da Albert stiftede Ciudadanos, var det som et højreparti med orientering mod midten af salen og med antikorruption som et af de vigtigste punkter. Siden har han egenhændigt trukket partiet væk fra midten med den konsekvens, at mange oprindelige medstiftere er flygtet.

Siden valget den 28. april har PSOE og Ciudadanos tilsammen haft absolut flertal. Og "guden" kunne, så let som at klø sig under vingerne, have trukket PSOE politisk mod højre i salen.

Guders træer har det med at vokse ind i himlen. Nu ser det i henhold til de seneste meningsmålinger dog ud til, at Ciudadanos kommende valgresultat falder ned til under det laveste skydække og Gud Albert detroniseres.

I stedet kan Pablo Casado være hurtig og nappe stafetten og gøre PP gældende i den kommende valgperiode. PP står til at genvinde mange af de mandater, de mistede den 28. april, og de vil - ifølge meningsmålingerne - sammen med PSOE få absolut flertal efter den 10. november.

Skal vi også give Casado en lille svingtur, har han lige siden han blev valgt som generalsekretær efter Mariano Rajoy jo givet indtryk af at være lidt af en drengerøv på de politiske teaterscener. Det vurderes også at være én af begrundelserne for nederlaget.

Nu har jeg i denne klummes billede også givet Casado en ny hat på, så han kan tage fat på sin vigtige nye rolle. Det forlyder desuden, at der i hans opstillingstropper til valget nu er indsat nogle erfarne Rajoy-politikere.

Fungerende Premierminister Pedro Sánchez skal bestemt heller ikke slippe for drag over nakken. Han har hidtil været specialist i at stille op som kandidat til posten som regeringschef og hver gang blevet vraget.

Faktisk er han nu kun landets regeringschef i funktion, fordi det lykkedes ham at vælte Mariano Rajoy ved en mistillidsafstemning i juni 2018, hvorefter han automatisk blev ny regeringschef.

Det er selvfølgelig noget, som ikke glemmes, og hvis Sánchez skulle få støtte fra PP efter valget, bliver det ikke gratis.

I meningsmålinger har vælgerne også i mange tilfælde givet Sánchez skylden for ikke at finde en regerings-løsning med de andre partier.

Pablo Iglesias, leder af Unidos Podemos i den absolutte venstre side af salen har også en slags jubilæum. Han har, hver gang der skulle stemmes om socialdemokraten Pedro Sánchez som ny regeringschef, stemt imod.

Iglesias, ham med hestehalen, har krævet ministerposter i en ny regering. Måske er det hans nye livsførelse, der har ført ham til kravene. Fra at bo under beskedne kår i et Madrid-kvarter er han blevet en slags kystbanesocialist, efter han flyttede i luksusvilla i et mondænt forstadskvarter til hovedstaden.

Utroligt, at d’herrer overhovedet kan blive genvalgt. Det skyldes jo i høj grad det spanske partidiktatur, hvor vælgerne ikke kan stemme personligt. Ja, det er hvert enkelt parti, der i toppen bestemmer rækkefølgen af kandidaterne på stemmesedlerne, og de bliver valgt efter den rangorden. Fordi vælgeren kun kan vælge en stemmeseddel og lægge den i urnen. Har man sat kryds ved sin favorit, dømmes stemmen ugyldig.

Og landet bilder sig ind at have haft demokrati 40 år...

Skal jeg her på falderebet alligevel give de spanske politikere i Kongressen en fjer i hatten, så overgås de vel i manglende duelighed - omend marginalt - kun af de britiske politikere i Underhuset.

Det duer bare ikke at sætte sin hat som man vil. Så er det bedre med en cha-cha-cha.

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt