Øl, smøger og bananer
Skrevet af Kathrine Hesner, man, 22/06/2015 - 01:00
Penge & Forbrug
SAMFUND: Hvor mange bananer spiser en spanier om året? Det kan lyde som starten på en dårlig joke, men det er et af de spørgsmål, ny undersøgelse giver svaret på.
Statistisk Institut, INE, har set på, hvordan 255 forskellige forbrugsvarer indgik i spaniernes liv i 2014. Rapporten over de spanske vaner blev offentliggjort i sidste uge.
Og svaret på banangåden er i øvrigt 9,8 bananer om året i gennemsnit. Det skriver El País.
Mindre røg, mere øl
I Danmark er der nærmest ikke flere rygere tilbage efterhånden, og det ser faktisk ud til, at det går i samme retning i Spanien. Sidste år røg hver spanier i gennemsnit 29,8 cigaretter, og det er faktisk næsten tre færre end i 2013.
Til gengæld blev vi lidt tørstigere. Hver spanier hældte i gennemsnit 21,3 liter øl ned i svælget mod 20,6 liter i 2013. Forbruget af spiritus og andre væsker er også steget.
Surf eller turf?
Undersøgelsen beviser, at spanierne er et kødelskende folk. Faktisk spiser spanierne mere end dobbelt så meget kød som fisk. Hver borger gnaskede sig gennem hele 52,2 kilo kød med 21,2 kilo fisk. Til gengæld spiser vi ikke så meget brød til længere, da det forbrug faldt lidt sidste år med 300 gram mindre per person.
Mere bio, mindre avis
Af andre forbrugsvaner har man også set på, hvad vi bruger vores penge til i fritiden: Biograf eller avis? Spanierne brugte i gennemsnit 27,75 euro om året på at gå i biografen, i teatret og lignende i 2014, hvilket er en stigning på 9,5 procent i forhold til året før.
Til gengæld brugte de kun sølle 16,77 euro om året på aviser, hvilket er et fald på 16 procent. Men det er nu ikke så bekymrende, da flere og flere læser deres nyheder på nettet.
Kommentarer
Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel
COPYRIGHT: Det er ikke tilladt at kopiere hverken helt eller delvist fra Spanien i dag uden aftale.
Gratis i din indbakke hver dag!
Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.