Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Lad os undgå EUs dommedag

Skrevet af Torben Wilkenschildt, lør, 26/11/2016 - 00:01

Samfund og Politik

KLUMME: På en måde er EU-kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, min øverste politiske chef - uanset om jeg bor i Spanien eller havde gjort det i Danmark.

Dengang Jean-Claude Juncker blev valgt som EU-kommissionsformand i juni 2014 skete det ikke med udelt begejstring. I Berlingske blev der stillet spørgsmålstegn ved både hans lederevner og fremtidsvision. 

Daværende premierminister David Cameron tegnede et billede af Juncker som en kritikløs supereuropæer, der ikke passede til det slankede EU, som europæerne ville have.

Det er ingen hemmelighed, at Jean-Claude Juncker ikke er blevet mere populær i tiden derefter. Og som elitens ikon generer han mange modstandere. Ikke mindst blandt befolkningerne i nationalstaterne, der for manges vedkommende er dødtrætte af EU’s elite-herredømme helt ned til unødvendige detaljer og overadministration.

At Juncker har udspillet sin rolle som værdig og kvalificeret chef for over en halv milliard europæere - inden Storbritannien forlader EU - er rykket tættere på mig.

Jeg krummede tæer, da Juncker kommenterede amerikanernes valg af Donald Trump som ny præsident.

Se et klip af hans tale her

“Nu skal vi vente et par år på, at Trump lærer Europa kende..”

Det var dog en noget respektløs udtalelse, min politiske chef der kom med. Trump er da heller ikke min bedste kop te. Det kan jeg tillade mig at sige på egne vegne uden at være Europas overhoved.

Men med ønsket om fortsat samarbejde med USA, og gerne Trumps hjælp til beskyttelse, kunne man forvente, at både Juncker og hans taleskrivere havde været en tand mere begavede.

Lille Danmarks statsminister var betydeligt klogere både før og efter præsidentvalget. Lars Løkke Rasmussen udtalte sig ikke personligt, men understregede blot vigtigheden af samarbejde uanset, hvilken præsident amerikanerne valgte

Lars Løkke er da heller min ypperste teblanding, men jeg må indrømme, at en udskiftning af Jean-Claude Juncker med Lars Løkke Rasmussen ville være en omgående forbedring. Han har vist sig at være en dygtig politisk håndværker og alt det tidligere med habitter, taxi og lidt drikkevarer når i målestok nok ikke ekstravagancerne i Bruxelles 

Forstår ikke

EUs kæmpe maskine reagerer ikke på de helt tydelige tendenser, der er i medlemslandenes befolkninger og som fortsat bliver stærkere blandt dem.

Ind imellem siger nogle nationale ledere, at man da også må snakke nærmere om ‘det med  EU’. Men det bliver ved snakken, og ingen tager det forhold tilstrækkeligt alvorligt om, at EU risikerer at være på dødskurs. Ja, måske allerede inden for et års tid.

Har ikke lært af lektien

Ligesom ingen troede på, at Trump ville blive præsident, troede ingen heller ikke på Storbritanniens Brexit.

Vi har hørt baggrunden for den britiske befolknings nej til EU adskillige gange. Og uanset om den er rationel eller det modsatte, så afspejler den et følelsesliv i befolkningen, som ingen meningsmåling fik fat i.

Og hvis man spørger sig lidt omkring i dag, tror heller ikke mange på, at Frankrig vil lave en ‘Francit’.

Men hør lige her!

Én af EUs største fiaskoer i de seneste år har været, at eliten ikke har vist tilstrækkelig handling for at holde EUs ydre grænser lukkede - eller bare begrænsede - for indvandring.

Derfor har Dansk Folkeparti - endda med regeringsstøtte og formodentlig mange danskeres opbakning - indført grænsekontrol i Danmark. 

Og andre EU-lande er fulgt efter.

I Frankrig er situationen den, at befolkningen er skræmt fra vid og sans af de mange uhyggelige og omfattende terrorangreb, som vi alle har hørt om og lidt solidarisk med 

Om nogen i Europa har Frankrig lidt, og på banen til det nye præsidentvalg i maj 2017 står Marine le Pen, der er leder af Front National. Partiet man godt kan sammenligne lidt med Dansk Folkeparti. I hvert tilfælde på indvandrerspørgsmålet.

Marine le Pen har lovet, at hun vil give franskmændene er folkeafstemning om ja eller nej til EU, hvis hun bliver præsident.

Jeg kan godt få øje på sandsynligheden for, at Marine le Pen bliver Frankrigs nye præsident.

For sent

Og skulle det ske, er løbet kørt for EU. Sandsynligheden for et fransk nej ved en afstemning er eksisterende.

Derfor er det nu, at EUs medlemslande skal reagere. Det nytter ikke, at Jean-Claude Juncker sidder med sin´sovekommission' og bare lader tingene stå til frem til år 2019, hvor Kommissionens ‘regeringsperiode’ udløber.

Enten skal Kommissionen belæres om de nødvendige ændringer, der skal ske for at holde EU-stumperne sammen, eller også - hvis den ikke vil - kan den ikke fortsætte.

De eneste, der kan stille mistillidsdagsorden til både kommissionsformand og kommissærerne er de lande, der har udpeget dem. Det vil sige de enkelte medlemslande.

Initiativtageren kunne måske være Lars Løkke Rasmussen, hvis han har hår nok på brystet og tør indkalde til et regeringschefsmøde om EUs nye profil - uden indblanding fra både Juncker og de andre kommissærer.

- Ja, men det kan jo ikke lade sig gøre at afsætte Kommisionen, har en politisk klog sagt til mig.

Og mit svar er, at det kan da godt være, men så er risiciene også kendte.

Integration

Hvilken vej burde integrationen være gået? 

Har det ikke været således, at EU har ment, at de enkelte medlemslande skulle integrere sig i EU?

Har det været rigtig tænkt?

Skulle det i stedet have været et EU, der integrerede sig i for eksempel Danmark og Spanien - blandt andre?

Eller en skøn forening af begge tanker?

I EU-kommissionens mastodontiske bygninger arbejder der cirka 33.000 mennesker. Bygningerne knejser sig som et symbol på den koncentrerede overmagt, og det er ikke alle der kan lide det. Briterne kunne slet ikke.

Kan danskere og spaniere?

Hvorfor har man ikke spredt en del af Kommisionens medarbejdere i de forskellige medlemslande og bragt dem tæt på befolkningerne. Hvis man for eksempel flyttede 500 medarbejdere til Lem, ville indbyggerne i Ringkøbing-Skjern Kommune sikkert juble og pludselig synes bedre om EU efter Vestas meddelelse om fyringerne.

Hvis Jean Claude Juncker ikke skulle være klar over det, så er det altså i dag muligt at binde medarbejdere sammen gennem både netværker og video-samtaler på tværs af alle EUs grænser.

Det kan både være hurtigere end at vandre ad lange gange i en mastodontbygninger, mange flere medarbejdere kan få mulighed for at bo i deres hjemlande, der vil kunne spares bunker af udgifter og ikke mindst: EU ville være nået ud blandt befolkningerne.

For meget magt?

EU-formandens og EU-kommissionens magt er enorm. EU-formanden udpeger de enkelte kommissærer - ganske vist efter indstilling og efterfølgende godkendelse af hele holdet. 

Eu-kommissionen er derefter den eneste institution i EU, der kan foreslå lovgivning. Det er også Kommissionens kompetence at styre EUs politikker og fordele EU-finansieringen, at håndhæve EU-retten i alle medlemslande og at repræsentere EU internationalt.

Du kan læse mere om detaljerne, hvordan formanden vælges etc. i dette link

Idéer?

Det ville måske være en god idé, at EU-formanden roterede med et langt kortere interval end de fem år, som det er nu?

Ville det også være en god idé, at EU-budgettet blev barberet med én eller anden pæn procentsats, så EU blev tvunget til at holde fingre væk fra ligegyldighederne?

Kunne det også være en idé, at EU omsider tog sig sammen til at få styr på flyvelederne i det europæiske luftrum?

Findes der ikke mange andre idéer?

Eksempel på ligegyldighed

Weekendavisen i Danmark har for eksempel abonnenter i Spanien, Frankrig, Italien, Tyskland, England og så videre. Hidtil har avisen skulle betale moms af salget efter de regler, der er gældende i Danmark, hvor avisen produceres.

Sådan er det ikke mere. Nu skal Weekendavisen - og andre - betale moms til de lande, hvor abonnenterne bor og efter de momsregler, der er gældende i de pågældende EU-lande.

Det samme er gældende for vores eget Spanien i Dag, der har Premium-abonnenter i mange lande. Nu skal vores momsopgørelse sendes til 12 forskellige lande, og det koster en bondegaard i administration.

Således straffer EU eksportaktive og vækstorienterede virksomheder med helt unødvendige og øgede omkostninger til både EU, medlemslandene og revisorer i hele EU.

Riv pyramiderne ned!

Mange af os husker Jan Carlssons berømte ord, da han fra 1981 stod i spidsen for SAS.

Det handler om nogenlunde det samme her. Riv pyramiderne ned i Bruxelles og genopbyg dem i medlemslandene.

For selvom EU er på vildspor, skal vi bevare det bedste indhold. Det er vigtigt!

Men, som når en virksomhed beslutter en ny strategi, er det normalt, at bestyrelsen skifter topchefen ud.

I forbindelse med Junckers snarlige afgang, skal han selvfølgelig have et gyldent håndtryk med sin løn på cirka 370.000 euro per år, som han går glip af i resten af hans planlagte regeringsperiode.

Og selvfølgelig skal han heller ikke gå glip af de pæne beløb, som EU-kommissærerne modtager i pension, efter de er stoppet.

Ret skal jo være ret, ikke sandt?

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend.

Torben Wilkenschildt

 

Kommentarer

Kære Torben Wilkenschildt, At din virksomhed er pålagt at afregne moms efter gældende EU regler kan næppe tilskrives initiativer fra EU-formanden, som du ikke bryder dig om. Det er nu rart at få konstateret at regler som moms og skat er ved at slå an i Spanien! Og ... hånden på hjertet: Der er jo en årsag til at dette regelsæt er indført. Du kan jo enkelt og let undgå den altoverskyggende administration ved at gøre abonnementet gratis. Det er generelt svært at være politiker medmindre man måske lige befinder sig i USA, det tåbelige land - som alle af en eller anden grund skal interessere sig for. Her valgte man fornylig en multimilliardær, som nu er i færd med at udpege andre milliardærer til at rydde op i det system ..... der gjorde dem til milliardærer. Men måske er det slet ikke vælgerne, der er tåbelige? Måske skal vi i stedet finde dem i medierne? EU-formanden vælges ikke direkte af vælgerne og heller ikke af medierne ..... og det er måske ikke så dårlig en idé. Ole Ahm

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.