Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Lastbiler skal væk fra vejene

Skrevet af Pia Bruun, fre, 30/01/2015 - 11:42

Fly & trafik

TRAFIK: Regeringen vil tvinge de tunge køretøjer ud på betalingsmotorvejene for at lette trafikken på de mindre veje, mindske antallet af trafikulykker og hjælpe de konkurstruede motorveje.

Ny foranstaltning gælder fra 1. april og byder blandt andet på et tilskud på 50 procent til dækning af motorvejsafgifter.

Lastbilerne får forbud mod at køre på i alt 1.350 kilometer af de 16 nationale landeveje, hvor der kun er én vognbane hver retning.

Udviklingsminister Ana Pastor har samarbejdet med DGT om udarbejdelse af det nye forslag, som skal være med til at reducere ulykkestallet på ”sorte” vejstrækninger over hele landet.

8,7 millioner lastbiler

Ifølge DGT blev der i perioden mellem 2004 og 2009 registreret 29.447 ulykker, hvor der var lastbiler involveret, som forårsagede 3.265 dødsfald, 8.425 alvorligt kvæstede og 32.925 lettere kvæstede.

Der har allerede været en test af systemet i Girona i det nordøstlige Spanien, hvor lastbiler har fået forbud mod at bruge de konventionelle landeveje på de strækninger til og fra Frankrig, hvor der findes en betalingsmotorvej.

Betalingsmotorvejen lægger asfalt til 22.000 køretøjer om dagen, hvoraf de 40 procent er lastbiler.

Ifølge beregninger, vil forbuddet få betydning for de 8,7 millioner lastbiler på mere end 7,5 ton, der hvert år kører på landevejene.

Tilskuddet på 50 procent af vejafgiften på de betalingsmotorveje, der skal afhjælpe den tungetrafik på landevejene, kommer på et godt tidspunkt for de kriseramte motorvejsfirmaer, der gennem de seneste otte år har oplevet et konstant fald i trafikken på 33 procent.

Her gælder forbudet

Eksperter peger på, at tidsbesparelse og en nedbringelse af brændstofforbruget vil kompensere for den ekstra udgift, chaufførerne selv skal punge ud med.

De landevejsstrækninger, der fra den 1. april ikke længere må bruges af lastvogne, er: Nacional I (mellem Burgos og Armiñón i Álava), Nacional II og 340 på forskellige strækninger – særligt i den østlige del af landet.

I Valencia-regionen betyder forslaget, at lastbilerne skal anvende AP-7 i stedet for den trafikerede N-332 og N-340.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.