Amigos-versionen af Spanien i Dag er fri for Google-annoncer

Laveste vandreserver i 15 år

Skrevet af Simon Koefoed Toft, man, 06/02/2017 - 10:25

Vejr og natur

VEJR & NATUR: Der er usædvanligt tørt i de offentligt ejede vandreservoirer på Gran Canaria for tiden.

2,4 millioner kubikmeter vand befinder sig lige nu bag de store dæmninger på øen. Det er kun otte procent af den maksimale kapacitet.

Ikke siden 2001 har vandstanden været så lav i de offentlige reservoirer. Dengang udgjorde vandstanden kun seks procent af kapaciteten.

Tomme dæmninger i syd

Den enorme Soria-dæmning, der har en maksimal teoretisk kapacitet på 32 millioner kubikmeter, har praktisk talt stået tom i to år.

Kun én procent af den højest registrerede vandstand er der tilbage. Den blev i øvrigt registreret i 2011, da der var hele 12,9 millioner kubikmeter vand bag dæmningen.

Hårdest står det til i øens sydlige kommuner San Bartolome de Tirajana og Mogán, mens der på den nordlige del af øen stadig er betydelige vandreserver.

Stigende vandpriser

De forsvindende vandreserver har tvunget prisen på vand til landbruget op. Igen er særligt den sydlige del af øen hårdt ramt. Det kan få negative konsekvenser for de allerede usædvanligt høje priser på frugt og grønt.

Hvis der ikke kommer nedbør indenfor de næste par måneder, kan vandreserverne falde til det laveste niveau i flere årtier.

Det udtaler en repræsentant for vandværket på Gran Canaria.

Kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer til denne artikel

Gratis i din indbakke hver dag!

Abonnér på nyhedsbrevet Spanien i Dag og vær på forkant med begivenhederne.
Klik her for at tilmelde dig.