Ledere skyld i ulykkelige afstemninger

Vi kender alle situationerne, hvor sager bliver sat på spidsen. Det kan være alt fra divergerende opfattelser mellem et par, venner, medlemmer i en forening, et politisk parti, et parlament, EU-medlemmer etc.

Netop i dag befinder vi os mellem to afstemninger. Jeg betragter begge som ulykkelige og skadelige, og hvor store dele af pressen har hjulpet til med at polarisere og splitte befolkninger.

Hvis sammenhold er vigtigt for et par, venner, medlemmer eller et lands befolkning, så har EU-afstemningen i Storbritannien gjort sit til, at det i dag ikke er tilfældet på den anden side af Kanalen.

Jeg vil gerne understrege, at jeg skrev denne klumme torsdag, hvor jeg endnu ikke kendte resultatet af afstemningen. For mig har resultatet nemlig ikke noget at gøre med den ulykkelige situation, som truer hele EU.

Eller for dens sags skyld det nye valg til det spanske parlament i morgen.

Forståeligt er det, at afstemningen kom i Storbritannien. David Cameron har jo selv opfordret til det, da han som valgløfte nr. 1 i sin valgkamp i 2015 lovede en folkeafstemning om briternes tilhørsforhold til EU.

Måske hans største chance for at vinde valget.

Det er også forståeligt, hvis der stilles krav om en tilsvarende afstemning i andre lande. Måske med forslag om en mere begrænset topstyring, der åbner op for mere national identitet.

Har EU’s lederskab gjort det godt nok?

Absolut ikke, når briter i millionvis ser negativt på deres bidrag til fællesskabet og ikke på den anden side ser på de fordele, som fællesskabet bidrager med for landet. Eller også har lederskabet været for firkantede med hensyn til briternes ønske om national identitet og trukket for mange - måske næsten ligegyldige - ting ned over hovederne på dem. Og alle andre EU-lande.

Og i andre EU-lande er der jo konstant stigende utilfredshed med tilhørsforholdet.

Forankring

Der er jo en god gammel ledelsestradition, der går ud på, at man skal have beslutninger bearbejdet og forankret bedst muligt blandt de mennesker, som bliver berørt.

Naturligvis kan man ikke altid få samtlige til at blive tilfredse. Kunsten er, at færrest mulige bliver utilfredse.

Ja, det kan tage tid, men efter min mening er det bedre, end at mange mennesker føler sig “kørt over.” Modstand akkumulerer og kan komme tilbage som en boomerang.

Som vi nu har set det med modstanden i Storbritannien.

Når grupperne af “Remain” og “Leave EU” har været næsten lige store, er der jo noget rygende galt.

Det kunne nok være en god idé, hvis politikerne skiftede deres spindoktorer ud med psykologer.

I storbritannien ville de sikkert - blandt andet - have peget på det forhold, at de britiske gener stammer fra en tidligere imperialistisk befolkning, der har været vant til at bestemme over andre lande. De har svært ved at sluge, at de nu er underlagt EU-diktaturet, som modstandere har betegnet det. 

Michael O’Leary, topfigur i Ryanair, lovede “det største udsalg nogensinde” i billetter fra Storbritannien til EU-lande, hvis det blev et “Remain”

Ansvaret og fejlen kan jo kun ligge hos politikerne. Først og fremmest i EU og dernæst i Storbritannien for at det overhovedet nåede til en afstemning.

Uanset resultatet af afstemningen i Storbritannien, så er situationen i første omgang en falliterklæring for EUs ledelse. Dernæst for politikerne i EU-landene, der heller ikke har gjort det godt nok. Og selvfølgelig i den sidste ende hos vælgerne, der har valgt politikerne. 

Pressens ansvar

Pressen har bestemt også hjulpet til. Den elsker, når situationer kommer på spidsen og overskrifterne kan blive højdramatiske. De sælger jo aviser og annoncer på hjemmesiderne.

Forleden hørte jeg et interview med en økonom, der forudså, at aktierne kunne falde med mellem 5 og 15 procent, hvis det blev et “Leave EU”.

“15 procent - det svarer jo på det nærmeste til et børskrak!” jublede den interviewende journalist. Og så blev hans fortolkning tema for resten af det interview.

Ekstra Bladet opfandt ' Dommedag Eu'

Der er alt for mange eksempler på, hvordan pressen er medvirkende til at prioritere dramaet frem for analysen og sagligheden.

Nye boller

Uanset resultatet af afstemningen er det tvingende nødvendigt, at der tilsættes nye boller på den europæiske suppe. Bliver det “Leave” vil det nok sætte ekstra skub i det nye kokkeri, hvorimod et “Remain” let kan få EU til at sove videre.

EU bør sætte sig selv i frigear. Analysere de forhold, som gør de enkelte nationaliteter mest utilfredse og sætte i bakgear på nogle af områderne. Stoppe eksisterende planer om nye topstyrede tiltag og medlemslandene skal sørge for, at der bliver skiftet ud i toppen af politikere og embedsmænd, der ikke kan forstå nødvendigheden af forandring i menuerne.

Og lad det tage den nødvendige tid.

Engagér de enkelte medlemslande og borgere i processen. Udnyt IT-teknologien og lad mennesker komme med forslag uden, at det skal gå gennem de politiske partier. Vejledende afstemninger på nettet er jo også muligt på specifikke områder - nu, hvor alle er så begejstrede for afstemninger…

Kunne det ikke være en idé, at EU udgiver en digital avis “EU & Dig”, der eksempelvis udkommer hver weekend. Ikke en dødkedelig avis, hvor man fortæller om nye lovforslag - dem skal der alligevel ikke være mange af foreløbig - men derimod spændende og sjove historier om livet i EU, fordele af den ene og anden slags for både børn, unge, voksne, ældre og erhvervsliv. 

Redaktionerne indrettes i autocampers, der skal  besøge hver krog i de enkelte medlemslande

Taburet-klister

I morgen skal vi opleve endnu et ulykkeligt valg. Denne gang til det spanske parlament, når der skal stemmes på de samme uduelige politikere, der fik ansvaret ved valget den 20. december sidste år.

Uduelige, fordi nøglepersonerne gennem det seneste halve år har bevist, at deres egne visioner om taburet-besiddelser er vigtigere end at opfylde befolkningens ønsker.

Til det sidste spår meningsmålingerne, at mandatfordelingen efter i morgen ikke bliver meget anderledes end ved det forrige valg. Der kan ske lidt forskydninger i de forskellige blokke, men overordnet vil opbakningen til en ny regeringsleder skulle finde sit flertal hen over midten.

Forhindringerne hedder Spaniens nuværende premierminister i funktion, Mariano Rajoy (PP) og Pedro Sánchez (PSOE). De har begge bagdelen tapetseret med premierminister-klister i et omfang, som næppe kan fjernes.

Begge led betydelige nederlag ved det forrige valg, og gentager de fiaskoerne i morgen, bør en leder med respekt for sig selv trække sig.

De to herrer har da også siden valgkampen i december sidste år gjort et samarbejde nærmest umuligt.

Valget i morgen er ikke kun ulykkeligt, fordi det er et resultat af, at de spanske politikere ikke kunne finde ud af at opfylde vælgernes nye dagsorden med et opbrud af de gamle blokke.

Det er også ulykkeligt, fordi de uduelige politikere hænger befolkningen langt ud af halsen, hvor der forventes et betydeligt fald blandt dem, der gider stemme.

Og sidst ulykkeligt, fordi det koster samfundet i alt 177,64 millioner euro at gennemføre nyvalget. 

Teamet bag Spanien i Dag ønsker dig en god weekend

Torben Wilkenschildt